Årets Fan i 3F Superliga

05.04.2023 09:06

Med et samlet tilskuertal på 1.388.260 og et rekordhøjt gennemsnit på mere end 10.000 pr. kamp i 2022-23 sæsonen har interessen for den bedste danske fodboldrække aldrig været større end netop nu. Flere tusinde 3F Superliga fans drager hver eneste weekend afsted til stadion for at vise deres loyalitet, dedikation, passion og kærlighed til klub og liga. Uanset om det er på hjemme -eller udebane, eller om det er blæsende og koldt og regnen pisker ned, står de altid klar til kamp for deres hold. Det fortjener i den grad anerkendelse, og vi stolte af at kunne præsentere vores nye officielle ligakåring - Årets Fan.

”Klubbernes fans, fællesskabet, passionen og stemningen er enestående omkring kampene i 3F Superliga. Dem gør klubberne alt de kan for at give den bedste stadionoplevelse og hele tiden udvikle den. Det er fantastisk, at se det blive taget godt imod, og hvordan klubber og fans er ved at skrive historie på tilskuersiden i dansk fodbold,” siger direktør i Divisionsforeningen Claus Thomsen.

Hver 3F Superliga klub har nomineret en ekstraordinær fan, der har ydet et helt særligt bidrag til klubben og fællesskabet og været med til at løfte vores allesammens liga til nye højder. Med deres urokkelige støtte, ultimative loyalitet og ægte ambassadør-ånd er de på hver deres måde indbegrebet af 3F Superliga og et forbillede for deres medfans.

Vær med til at skabe Superliga-historie ved at lære de nominerede bedre at kende og stemme på din favorit på Årets Fan

Den fan der modtager flest stemmer fra fans (50%) og fra Divisionsforeningens Årets Fan komité (50%) bliver kåret til Årets Fan 2023. Sidste frist for at stemme er søndag d. 21. maj.