
Margrethe er Randers FC's kandidat til Årets Fan
08.05.2024 08:55
Margrethe Walker er Årets Fan i Randers FC.
14-årige Margrethe har været superfan af Randers FC, siden hun gik i 4. klasse. Og hun bruger uanede mængder af timer, kræfter og penge på sin passion til klubben. Hun er vokset op i en lille by mellem Randers og Viborg, og har som en af de få i hendes område, der kastet sin kærlighed på de lyseblå.
På Sparekassen Kronjylland-tribunen kan man trygt regne med at møde Margrethe uge efter uge, hvor hun sammen med hendes mor og lillebror tager ind og hepper på klubben.
"Randers FC for mig et fællesskab, jeg synes det er fedt at komme på stadion og møde en masse mennesker der deler samme kærlighed for en sport og et hold. Og så er det bare sjovt at se fodbold."
At Margrethe Walker er en dedikeret og passioneret fan, er der ingen tvivl om. Man behøver blot at kaste et blik på både hendes ønskeliste til jul og planlægningen af hendes konfirmation, som er pakket med Randers FC-merchandise og lyseblå farver. Hun har sågar valgt at blive konfirmeret i hendes Randers FC-trøje og udover det har hun opfordret alle hendes gæster til at troppe op til festen i klædt en fodboldtrøje, selvfølgelig helst den lyseblå.
Margrethe misser aldrig en hjemmekamp, og om der er fodbold, skolefoto, fest eller andet på programmet så er det altid iført Randers FC-merchandise. Hendes største ønske til hendes konfirmation var at få besøg af en Randers FC-spiller, desværre spiller Randers FC en 3F Superliga-kamp samme dag ude mod Viborg, hvilket resulterer i ingen spiller besøg, men at festen mellem kl. 14.00-16.00 om rokeres til et storskærmsarrangement med fodbolden i fokus. Med dette arrangement håber Margrethe også at hendes gæster kan se hvor gode Randers FC er.
"Jeg har sagt til mine gæster at de skal tage en fodboldtrøje på til min konfirmation, og kommer de i et hold jeg ikke kan lide, må de sidde udenfor’’ griner Margrethe.
’’Jeg føler måske, at samtalen falder lettere fordi vi har fodbolden til fælles, og vi kan snakke om hvem man holder med og ens oplevelser med de klubber. Fodbolden er samlingspunkt for os’’
Margrethe fik sit kendskab til Randers FC gennem Fodboldlinjen Randers, som er en breddelinje på folkeskolerne i Randers Kommune, hvor alle spillere er velkomne uanset fodboldmæssige kvaliteter.
Fodboldlinjen er en samarbejdspartner til Randers FC, og det er skønt at se at det arbejde vi laver med vores samarbejdspartnere, giver pote og giver de unge i Randers Kommune et fællesskab og ikke mindst et tilhørsforhold til sporten, byen og klubben.
Stem på Margrethe som Årets Fan 2024 her.