Claus Fisker/Ritzau Scanpix

6 svar vi fik i 18. spillerunde

09.12.2025 10:47

2025 sluttede med et brag af en sidste spillerunde i 3F Superliga, hvor vi både fik dramatiske kampe og et par klubber, der kan gå på vinterpause med en rigtig god fornemmelse.

 

AGF går på vinterpause på en sikker førsteplads

Et eventyrligt efterår fik en nærmest perfekt afslutning for AGF. Jakob Poulsens mandskab sluttede året i 3F Superliga af med en sejr over rivalerne fra Randers FC, og samtidig satte FC Midtjylland point til i Viborg, og så tabte både Brøndby IF og F.C. København. Dermed er julen ekstra god i Aarhus i år med fire point ned til FC Midtjylland på andenpladsen og hele ni til Brøndby IF, der er treer.

Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Håbet lever i Vejle

I de seneste to hjemmekampe har Vejle Boldklub næsten fordoblet hele efterårets pointhøst med sejre over to af de største klubber i Danmark i F.C. København og Brøndby IF. Dermed har vejlenserne nu 13 point, og dermed er der nu seks point op til en plads over nedrykningsstregen. Det er tre mindre end før efterårets sidste spillerunde, da både Silkeborg IF og Randers FC tabte søndag. Dermed går Vejle Boldklub på juleferie med fornyet håb om overlevelse.