
Nicolai Berthelsen/Gonzales Photo/Ritzau Scanpix
6 svar vi fik i 3. spillerunde
04.08.2025 19:42
Der er nu spillet tre spillerunder af sæsonen 2025/26, og selvom vi ikke har fået nogen overordnede svar, så lærte vi alligevel seks ting, som vi zoomer ind på.
F.C. København fortsætter perfekt sæsonstart
Tre kampe, tre sejre og eneste hold i ligaen med maksimumpoint. De forsvarende mestre har fået den start på titelforsvaret, de havde håbet på. Det er godt gået, når holdet samtidig er på rette vej i kvalifikationen frem mod ligaspillet i Champions League.
Vejle Boldklub får den største sejr i ligaen i mere end 25 år
30 april 2000. Så længe er det siden, Vejle Boldklub sidst vandt med fire mål i landets bedste fodboldrække. Dermed var det både en flot og sjælden stor sejr til vejlenserne over OB fredag aften. Vejle Boldklub har fået en fin start på sæsonen, og det bliver interessant at se, om de kan få point i næste spillerunde ude mod Brøndby IF.
Sønderjyske Fodbold fik revanche
Sidst FC Nordsjælland kom på besøg i Haderslev spillede Sønderjyske Fodbold en af den slags kampe, man helst vil glemme. Nordsjællænderne vandt 4-1 og havde hele 946 succesfulde afleveringer. Den plet fik sønderjyderne i den grad vasket væk med en flot sejr. De tre point har nok lunet lidt ekstra hos både fans og spillere.
Randers FC rækker ud efter top 6 igen
Fire af de fem seneste sæsoner er Randers FC sluttet blandt de seks bedste, og det vil være flot, hvis det lykkes endnu en gang for kronjyderne. Rasmus Bertelsens mandskab er startet flot med to sejre og en uafgjort, og de syv point giver en øjeblikkelig 2. plads. Der er lang tid til ligaen deles, men hvis Randers FC kan fortsætte formen, så ligner østjyderne et top 6-hold.
Pilen peger opad for AGF
Det har ikke været den start på sæsonen, som holdets nye cheftræner Jakob Poulsen havde håbet på. Selvom aarhusianerne stadig er uden sejr efter tre kampe, så var præstationen søndag mod FC Midtjylland den bedste indtil nu. Holdet var både bedst før og efter det røde kort til gæsterne fra Herning, men bolden ville ikke ind – heller ikke på straffespark. Det spillemæssige ser bedre ud, men der venter endnu en svær modstander fredag i Parken mod de danske mestre.
Viborg FF fik deres første point efter en flot præstation
Det var nok de færreste, der havde troet, at Viborg FF uden point kunne tage til Brøndby og vinde over hjemmeholdet, der havde vundet deres to første kampe. Men det var lige præcis, hvad der skete efter en imponerende indsats. De grønblusede var bedst på banen og fik en flot første sejr i sæsonen.