Rune Mathiesen/Gonzales Photo/Ritzau Scanpix

6 svar vi fik i 22. spillerunde

17.03.2025 10:01

Der var drama i sidste spillerunde af Grundspillet, hvor Brøndby IF sikrede sig den sidste plads i Mesterskabsspillet, Lyngby Boldklub spillede sig over nedrykningsstregen og FC Midtjylland kom et skridt nærmere endnu et mesterskab. Her er 6 svar vi fik i 22. spillerunde.

 

Brøndby IF skal kæmpe om medaljer

Efter en nervepirrende søndag på Brøndby Stadion står det klart, at Frederik Birks mandskab tager den sidste plads i Mesterskabsspillet. Hele to gange var Silkeborg IF foran og havde den ene fod i top 6, men kampen endte uafgjort, og det var nok for Brøndby IF. Holdene slutter Grundspillet på samme antal point, men med en målforskel, der er ét mål bedre, så er det de blå-gule, der skal spille med om medaljerne, imens silkeborgenserne må en tur i Kvalifikationsspillet.

 

Brandvarme Lyngby Boldklub er nu over nedrykningsstregen

Lyngby Boldklub har haft en imponerende start på 2025. Klubben var nummer 11 og hele seks point efter Sønderjyske Fodbold ved vinterpausen, men nu har holdet fået otte point i de fem første kampe af foråret. Det er især flot, når modstanderne har været FC Midtjylland, Randers FC, Silkeborg IF, Brøndby IF og FC Nordsjælland. Lige nu har holdet kurs mod endnu en sæson, hvis de kan holde kadencen.

 

FC Midtjylland ligner lige nu en kommende dansk mester

Det begynder for alvor at klikke for FC Midtjylland, der vandt for fjerde gang i de fem kampe i 2025 i 3F Superliga, og pilen peger opad for Thomas Thomasbergs mandskab. For anden kamp i træk sørgede midtjydernes offensiv for hele fire scoringer, da Randers FC blev besejret 4-2, og når de forsvarende mestre er i det målhumør, så skal der noget til at følge med. FC Midtjylland havde en nærmest perfekt spillerunde, da de fire nærmeste efterfølgere tabte. Hvem skal true mestrene? Der venter 10 spændende spillerunder.

 

Viborg FF lever i jagten på en plads i Europa Playoff efter vildt comeback

Fra 0-2 til 3-2 over F.C. København på en halvleg. Den imponerende bedrift holder håbet om en Europa Playoff-plads i live for Viborg FF. På en halvleg går holdet fra domkirkebyen fra at være otte point efter 7. pladsen til der nu kun er fem point op. Med to indbyrdes kampe mod Silkeborg IF, så er kampen om den eftertragtede placering pludselig åben. Og mon ikke Jakob Poulsens mandskab har tænkt sig at gå efter det.

 

Vi kan ikke udelukke Vejle Boldklub endnu

Vejle Boldklub hænger i i kampen om overlevelse. Med en flot sejr på hjemmebane over AGF, så er der kun fem point op til 10. pladsen i 3F Superliga. Dermed har vejlenserne barberet halvdelen af afstanden til den rigtige side af nedrykningsstregen væk på. Problemet lige nu er, at Lyngby Boldklub har fået fart i formen, og de ligner holdet, der skal hentes. Men med German Onugkha tilbage i topform, så kan alt stadig ske i Kvalifikationsspillet.

 

AaB spiller sig ud af nedrykningsdramaet – for nu

Sejren i Haderslev var vigtig for AaB i spillet om at sikre en ny sæson i 3F Superliga. Nu har nordjyderne fire point ned til en plads under nedrykningsstregen, og da holdene kommer til at tage point fra hinanden, så ligner det et pusterum med tre hold under Menno van Dams mandskab. Hvis AaB kan starte Kvalifikationsspillet med et par sejre, så er det svært at se, at holdet for alvor kommer i problemer. Men en skidt start med nederlag til en eller flere af de klubber, der ligger under aalborgenserne, så kan det hurtigt se helt anderledes ud.