
Morten Kjær/Gonzales Photo/Ritzau Scanpix
6 svar vi fik i 24. spillerunde
07.04.2025 17:20
Der er nyt tophold i ligaen efter en spillerunde, hvor vi både fik intensiveret duellen om 7. pladsen og kampen for at undgå nedrykning.
FC Midtjylland spiller ikke mesterspil (lige nu)
Det lignede, at FC Midtjylland havde fundet storformen på det rigtige tidspunkt, da klubben vandt deres tre første kampe i marts med flotte præstationer. De to seneste kampe har pilen dog peget i den forkerte retning og særligt i fredagens opgør, hvor det blev til det første nederlag til Randers FC i hele 33 Superliga-kampe. Det er kke længe siden, Thomas Thomasbergs mandskab spillede anderledes godt, så vi ved, hvad holdet kan præstere. Nu skal kurven knækkes, så holdet kan komme på rette kurs igen.
Silkeborg IF holder fast i Europa Playoff-pladsen
Selvom Silkeborg IF ikke spillede deres bedste kamp i sæsonen, så fik de en sejr, de kan bruge til rigtigt meget over Lyngby Boldklub. Klubben vinder for første gang i fire kampe og bevarer dermed førertrøjen i kampen om 7. pladsen. Desuden kom Tonni Adamsen på scoringstavlen for anden gang i tre kampe, og det kan hjælpe holdet en hel del i jagten på Europa Playoff, hvis angriberen for alvor kommer i gang.
Viborg FF er blandt de bedste hold i ligaen i 2025
13 point i syv kampe og nu fire sejre i de fem seneste. Det er den flotte start på året, Viborg FF har fået, og det bringer dem helt op på en 2. plads i ligaen blandt alle 12 hold i 2025, og Jakob Poulsens mandskab er det mest formstærke i de seneste fem kampe, hvor de har fået hele fire point flere end FC Midtjylland, der har scoret næstflest i den periode. Det er virkelig gang i et flot forår lige nu, og der er både en 7. plads og en pokaltitel på spil i resten af sæsonen, så der er en masse at bruge den gode form til.
German Onugkhas flotte scoringsstime blev brudt
Titlen som Månedens Spiller i marts gik til German Onugkha, men angriberen formåede ikke at score for syvende kamp i træk. Det bemærkelsesværdige er, at 1-1-opgøret mod AaB er første gang, han ikke scorer for Vejle Boldklub, efter han kom tilbage til klubben i vinterpausen. Det er imponerende med tanke på, at vi nu er helt henne i april måned. German Onugkhas egen rekord er syv kampe i træk med mål, som han ramte i sidste sæson. Den kan han stadig nå at slå i denne sæson, men det kræver, at han scorer i alle de tilbageværende otte kampe i sæsonen. Det skal også nævnes, at Vejle Boldklub nu blot har tre point til en plads over nedrykningsstregen, så selvom det ikke blev til sejr, så kom klubben lidt tættere på overlevelse.
F.C. København er tilbage på førstepladsen
For første gang siden 2021 kunne F.C. København tage tre point med hjem fra Right to Dream Park i 3F Superliga. Og den længe ventede sejr betyder, at københavnerne hopper forbi FC Midtjylland i tabellen og nu er to point foran deres nærmeste rivaler. Defensiven ser solid ud for Jacob Neestrups mandskab lige nu, og så må vi se, om F.C. København har fundet opskriften på et dansk mesterskab.
Brøndby IF’s spinkle guldhåb lever
Bliver Brøndby IF en del af guldkampen? Håbet lever på Vestegnen efter sejren over AGF. Der skal selvfølgelig bestiges et bjerg pointmæssigt, da både FC Midtjylland (seks point foran) og F.C. København (otte point foran) skal hentes. Søndag kan Frederik Birks tropper tage et kæmpe skridt i den rigtige retning med en sejr i Parken, og hvis midtjyderne samtidig taber, så er der blot tre og fem point op, og det kan godt lade sig gøre på syv spillerunder.