Claus Fisker/Ritzau Scanpix

6 svar vi fik i 30. spillerunde

12.05.2025 18:49

Mesterskabskampen er stadig helt tæt, og det er kampen i bunden også, hvor Vejle Boldklub er over nedrykningsstregen, og så er Sønderjyske Fodbold klar til den kommende sæson i 3F Superliga. Her er 6 svar vi fik i 30. spillerunde.

 

Mesterskabet er stadig helt tæt

F.C. København kunne have taget et stort skridt mod et dansk mesterskab, hvis holdet havde vundet over FC Midtjylland i Parken. Kampen endte uafgjort, og dermed er der fortsat blot et enkelt point imellem de to guldkandidater. Det betyder også, at københavnerne kan blive mestre med en sejr i Randers, imens midtjyderne taber i Brøndby.

 

Vejle Boldklub er over nedrykningsstregen

For første gang siden 2. spillerunde er Vejle Boldklub kommet væk fra sidstepladsen, og så er de endda helt oppe som nummer 10 og dermed over nedrykningsstregen. Vejle Boldklub var 10 point efter nedrykningsstregen og 11 efter AaB ved vinterpausen, men nu er vejlenserne rykket forbi, og dermed ser det ud til, at holdet er på ret kurs i forhold til at sikre en ny sæson i 3F Superliga efter sommerpausen.

 

Der er lagt op til en direkte kamp om overlevelse

Når Lyngby Boldklub og AaB mødes i sidste spillerunde, så ligner det en direkte duel om at blive i 3F Superliga. De to hold ligger lige nu på de to sidste pladser med 24 point hver. Lyngby Boldklub har den bedste målscore af de to mandskaber, og det kan blive afgørende, hvis de to klubber er helt lige inden kampen i 32.spillerunde.

 

Sønderjyske Fodbold er klar til næste sæson

Selvom Sønderjyske Fodbold tabte til Silkeborg IF, så var det nok til at sikre en sæson mere i 3F Superliga. Oprykningen blev en realitet, da AaB tabte til Viborg FF, da der ikke længere var muligt for sønderjyderne at slutte under nedrykningsstregen.

 

Kampen om bronze bliver en gyser

Randers FC var på tredjepladsen ved vinterpausen, og nu er tilbage som nummer tre efter 30. spillerunde. Med sejren i Aarhus og pointtabet til Brøndby IF, så rykker kronjyderne op på siden af de blå-gule, og de er så tæt, at Randers FC er treer på et mål mere scoret, da de er lige på point og målscore. Det bliver spændende at følge kampen om tredjepladsen og en plads i Europa imellem de to hold.

 

AGF’s europæiske håb er slukket

Med nederlaget til Randers FC i 30. spillerunde kan AGF ikke længere kvalificere sig til en plads i Europa til den kommende sæson. Fjerdepladsen kan give en plads i kvalifikationen alt afhængig af, hvordan F.C. København klarer resten af sæsonen. Men AGF har nu hele otte point op til Randers FC og Brøndby IF, så mon ikke holdet allerede har næste sæson i tankerne.