Morten Kjær/Gonzales Photo/Ritzau Scanpix

6 svar vi fik i påsken

22.04.2025 21:17

Der er lagt op til en dramatisk guldduel, hvor tre hold ser ud til at skulle kæmpe om det, og så skal AaB på jagt efter en ny cheftræner. Her er seks svar vi fik i påskens kampe i 3F Superliga.

 

Tre hold rækker ud efter mesterskabet

Kampen om guldet ligner en dyst mellem F.C. København, FC Nordsjælland og Brøndby IF. Der er kun fire point fra F.C. København på førstepladsen til Brøndby IF som nummer tre, og det kan sagtens hentes på fem spillerunder. Der er hele otte point fra FC Nordsjælland på fjerdepladsen og op til førstepladsen, og det må være for stor en afstand, når hele tre hold skal passeres også. Derfor ser det ud til, at guldet havner hos F.C. København, FC Midtjylland eller Brøndby IF.

 

Det er (stadig) svært at ligge nummer 1

Siden Mesterskabsspillet startede, har det førende hold tabt i den efterfølgende spillerunde. FC Midtjylland lå øverst i tabellen efter både 22. og 23. spillerunde, inden F.C. København overtog duksepladsen i to spillerunder. I alle tilfælde tabte det førende hold i den efterfølgende spillerunde, og mandag aften skete det igen, da FC Nordsjælland besejrede FC Midtjylland. Søndag skal F.C. København altså forsøge at bryde forbandelsen og hente en sejr som etter.

 

Er Brøndby IF på guldkurs?

Hvis klubberne får samme resultater i anden halvdel af slutspillet som i første bliver Brøndby IF danske mestre. Så enkelt er det. Brøndby IF har hentet 13 point i de fem første kampe af Mesterskabsspillet, og det er fire mere end F.C. København. Hvis klubberne får samme resultater i anden halvdel af Slutspillet, så vil Brøndby IF vinde guldet foran F.C. København på en bedre målscore.

 

Silkeborg IF tilbage på Europa Playoff-kurs

Viborg FF var varme for et par spillerunder siden, men i påsken fandt Silkeborg IF storspillet frem med to gange 4-0 mod AaB hjemme og Vejle Boldklub ude. Det ser ud til, at Kent Nielsens mandskab er ved at finde formen på det helt rigtige tidspunkt. Lige nu har holdet tre point ned til Viborg FF, men intet er afgjort endnu.

 

AaB skal have ny cheftræner

To nederlag i påsken blev dråben, der fik bægeret til at flyde over. Sent søndag kom beskeden om, at klubben havde valgt at skille sig af med cheftræner Menno van Dam inden sæsonens sidste fem spillerunder. Dermed er hollænderen træner nummer 100, der bliver fyret i 3F Superliga.

 

Sønderjyske Fodbold ligner en overlever

Med to sejre i påsken bevæger Sønderjyske Fodbold sig væk fra nedrykningskampen. Sønderjyderne vandt både i Lyngby og i Aalborg og det er lige præcis de to mandskaber, der er de hårdeste konkurrenter i tabellen. Nu er der hele ni point ned til Lyngby Boldklub under nedrykningsstregen, og det virker til at være nok til en sæson mere i 3F Superliga.