
Dejan Obretkovic/Gonzales Photo/Ritzau Scanpix
Caleb Yirenkyi er Årets Unge Spiller
28.05.2026 11:49
Hvert år kårer Divisionsforeningen Årets Unge Spiller i 3F Superliga.
Et ekspertpanel bestående af Lars Knudsen (DBU), Ole Bjur (Divisionsforeningen), Jonas Hebo Rasmussen (TV2) og Sebastian Stanbury (Mediano) har hver afgivet henholdsvis 3, 2 og 1 point til de tre 3F Superliga profiler født i 2005 eller senere, som de mener har været bedst og mest iøjnefaldende i 2025-26 sæsonen.
Alle stemmerne er talt op, og vinderen er Caleb Yirenkyi fra FC Nordsjælland. Den 20-årige ghanesiske komet har fået sit helt store gennembrud hos nordsjællænderne i denne sæson, hvor han både defensivt og offensivt har leveret præstationer fra allerøverste hylde.
Caleb Yirenkyi er den FC Nordsjælland med flest spillede minutter i 2025-26 sæsonen (2.614 min). Offensivt har han noteret sig for to mål og seks assist og kun angriberne Alexander Lind og Prince Junior har været direkte involveret i flere FC Nordsjælland scoringer end Yirenkyi. En præstation der ikke bliver mindre imponerende af, at han har spillet mange kampe i foråret i det centrale forsvar. Defensivt har han været den FC Nordsjælland spiller med flest vundne tacklinger (57) og flest vundne dueller (170), og været den helt store åbenbaring hos bronzevinderne i denne sæson.
Yirenkyi er kun 20 år gammel men tæt på at være komplet, og med de præstationer og det tårnhøje bundniveau, han har leveret i 2025-26 sæsonen, må man forvente, at den ghanesiske schweizerkniv vil være en eftertragtet herre i sommerens transfervindue.
Ekspertpanelets begrundelse for valg af Caleb Yirenkyi som Årets Unge Spiller
”En fantastisk spiller som i en meget ung alder er tæt på komplet. Han er fysisk uhyggelig stærk og teknisk overlegen i de fleste situationer. Han er taktisk klog og bevæger sig problemfrit mellem at spille centralt på midtbanen og spiller i midterforsvaret. Et meget sjældent ungt talent, som kan gå meget langt.” - Ole Bjur (Divisionsforeningen)
” Da Caleb Yirenkyi dukkede op, skulle man ikke se ham i mange minutter, før det var tydeligt, at vi ikke ville få lov til at beholde ham i 3F Superliga i lang tid. Nu er den tid nok snart forbi. Heldigvis forlader han ikke Danmark som et talent. Han nåede at udvikle sig til en af ligaens allerbedste og mest alsidige spillere” - Sebastian Stanbury (Mediano)
Tidligere vindere af Årets Unge Spiller prisen
- 2024-25: Victor Froholdt (FCK)
- 2023-24: Andreas Schjelderup (FCN)
- 2022-23: Ernest Nuamah (FCN)
- 2021-22: Raphael Onyedika (FCM)
- 2020-21: Jesper Lindstrøm (BIF)
- 2019-20: Mikkel Damsgaard (FCN)
