
Maria Louise Reichardt/Gonzales Photo/Ritzau Scanpix
Victor Froholdt er Årets Unge Spiller
23.05.2025 08:46
Hvert år kårer Divisionsforeningen Årets Unge Spiller i 3F Superliga.
Et ekspertpanel bestående af Steffen Højer (DBU), Ole Bjur (Divisionsforeningen), Jonas Hebo Rasmussen (TV2) og Sebastian Stanbury (Mediano) har hver afgivet henholdsvis 3, 2 og 1 point til de tre 3F Superliga profiler født i 2004 eller senere, som de mener har været bedst og mest iøjnefaldende i 2024-25 sæsonen.
Alle stemmerne er talt op, og vinderen er Victor Froholdt fra F.C. København. Den 19-årige midtbanespiller har fået sit helt store gennembrud hos københavnerne i denne sæson, hvor han tilmed også har fået sin debut på det danske A-landshold mod Portugal. Victor Froholdt er en af de mest dynamiske og måske den mest løbestærke spiller i 3F Superliga. Han er ekstremt alsidig og kan spille de fleste positioner på banen, og i de seneste kampe har han budt ind med vigtige mål og assists, der kan vise sig at blive guld hver for F.C. København.
I efteråret fik Froholdt 15 kampe - heraf syv fra start. I foråret har han løftet sit niveau til nye højder og bidt sig fast i Jacob Neestrups foretrukne start 11'er. En imponerende præstation i en F.C. København trup med flere stærke og rutinerede midtbanespillere som Rasmus Falk, Lukas Lerager, Viktor Claesson og Magnus Mattsson. Han blev kåret til Månedens Unge Spiller i både februar, marts og maj, og nu også til Årets Unge Spiller i 3F Superliga 2024-25.
Ekspertpanelets begrundelse for valg af Victor Froholdt som Årets Unge Spiller
”Et solidt efterår hvor han i glimt viste sig frem, hvorefter han har spillet et suverænt forår som bedste mand for FCK og nok os i hele 3F Superliga.” - Jonas Hebo Rasmussen (TV2)
”En dynamisk midtbanespiller, der med sit løbepensum fylder enormt meget på FCK’s midtbane. Han er duelstærk, hvilket tallene understreger og er er en ægte holdspiller. Han gør alle andre bedre, men det er sjældent ham, der løber med laubærerne. Og der er masser af udviklingspotentiale. Eksempelvis tror jeg, at han på sigt kan udvikles til at score betydeligt flere mål end han gør i dag med sine løb fra anden og tredje række. Man skal i øvrigt ikke undervurdere, hvad det kræver mentalt, at spille sig ind som fast mand i FCK i en alder af blot 19 år. Der er krummer i Froholdt” - Ole Bjur (Divisionsforeningen)
” Victor Froholdt er i løbet af sæsonen gået fra at være en lovende ung spiller til at blive en af F.C. Københavns vigtigste spillere. Jacob Neestrup bruger ham over hele banen, og hvor det normalt ikke er et godt tegn for unge spillere, at de bliver fjernet fra deres normale plads, er Froholdt en undtagelse. For hvis man som træner vil være sikker på, at en opgave løses kompetent, skal man bare sætte Froholdt til at udføre den.” - Sebastian Stanbury (Mediano)
Tidligere vindere af Årets Unge Spiller prisen
2023-24: Andreas Schjelderup (FCN)
2022-23: Ernest Nuamah (FCN)
2021-22: Raphael Onyedika (FCM)
2020-21: Jesper Lindstrøm (BIF)
2019-20: Mikkel Damsgaard (FCN)