Dansk fodbold hylder de frivillige
24.09.2024 10:11
DBU Bredde, Divisionsforeningen og Kvindedivisionsforeningen går igen i år sammen med klubberne om at hylde de omtrent 120.000 frivillige i dansk foreningsfodbold i uge 39.
Når Gjensidige Kvindeliga, 3F Superliga og NordicBet Liga i dagene 27.-30. september 2024 byder på dansk fodbold fra højeste hylde, så vil der blive sendt en kærlig hilsen til de frivillige i de danske breddeklubber. Det sker i anledning af frivilligugen – uge 39 – hvor man landet over hylder de frivillige.
”I Danmark bliver du ikke professionel fodboldspiller uden at være blevet hjulpet på vej af frivillige i fodboldklubberne. Derfor vil vi naturligvis gerne tage del i hyldesten af de uundværlige frivillige i de danske fodboldklubber”, siger Thomas Christensen præsident for Divisionsforeningen.
Hyldest af de frivillige
I klubber under DBU og lokalunionerne estimerer man, at der er i omegnen af 120.000 frivillige fra børneformanden og bestyrelsesformanden til træneren og dommeren samt den far eller mor, der måned efter måned skærer frugt, kører børn til stævner og hjælper til med arrangementer i klubben.
“For langt de fleste af os, så er de frivillige vores første møde med fodbolden. Som helt små fodboldspillere nærer de vores drømme og vores håb, og deres enorme indsats fortjener at blive værdsat. Vi er derfor glade for at være med til at anerkende de frivillige for deres helt afgørende rolle i dansk fodbold”, siger Katja Moesgaard, der er forperson for Kvindedivisionsforeningen.
Historisk mange medlemmer
Med flere end 370.000 medlemmer har dansk fodbold aldrig haft flere medlemmer. Det skyldes blandt andet det store arbejde, der bliver udført af de frivillige ude i klubberne, der skaber glæde, stærke fællesskaber og en helt særlig sammenhængskraft på tværs af dansk fodbold.
“Vi er glade for, at det igen i år er lykkes at gå sammen med Kvindedivisionsforeningen og Divisionsforeningen om at hylde de frivillige i dansk fodbold. Foreningslivet er helt unikt i Danmark, og der findes intet bedre tidspunkt at hylde frivillige end den nationale frivilliguge 39”, siger formand for DBU Breddes frivilliggruppe Gerhard Grubb Waaentz.
Tag del i ‘dansk fodbold hylder de frivillige’ ved at hylde en eller flere i din klub og benytte hashtagget: #frivilliguge39.