
Rune Mathiesen/Gonzales Photo/Ritzau Scanpix
Er keeperen den glemte markspiller?
19.06.2025 17:00
Tiden, hvor keeperens rolle begyndte og sluttede i målfeltet, er længe forbi, og i dag er det ikke længere nok “bare” at være god med hænderne og redde bolde.
Et øget fokus på presspillet har de senere år betydet, at flere hold – både nationalt og internationalt – bruger keeperen som en ekstra markspiller i opspillet og som spilstation. Det stiller nye krav til teknisk dygtighed, taktisk forståelse og relationelle færdigheder – særligt i spillet med fødderne.
I en ny podcast fra GameChanger dykker keeper Jannich Storch og cheftræner Kim Engstrøm ned i, hvad det egentlig vil sige ‘at være god på fødderne’, og hvordan keeperen bliver en aktiv del af spillet.
Jannich Storch, som netop er skiftet til Randers FC, var i sin tid i Lyngby Boldklub også træner for klubbens U14- og U15-hold. Her har han erfaret, hvordan spillets udvikling har sat sine spor:
»Unge, der kommer op nu, har et højere bundniveau i at spille med fødderne. […] Jeg kan også se, at mange af de unge, der kommer op nu, har en meget bedre forståelse af spillet, end jeg havde, da jeg kom op i sin tid – og er hurtigere til at se, hvilket pres modstanderen lægger,« siger Jannich Storch.
Mere end chipbolde til backen
Keeperen skal i dag være en brik i at overspille modstandernes første pres, og her argumenterer både Kim Engstrøm og Jannich Storch for, at der er forskel på at være ’en god fodboldspiller’ og at være ’god på fødderne’.
Det at være god på fødderne har bevæget sig fra blot »at kunne sparke målspark, halvliggende bolde og chipbolde ud på backen, til 8’eren eller op på forsiden af 9’eren« til i højere grad at kunne se spillet, turde vente på presset og spille ud derfra.
Kim Engstrøm, som netop har ført Middelfart Boldklub op i Betinia LIGA, peger på, at det kræver mere end gode intentioner at få keeperen integreret i spillet:
»Det hjælper ikke noget, at du har en intention om at bruge målmanden (i spillet, red.), hvis du ikke vil bruge målmanden i træningen, hvor der er maksimalt pres på sig. Det kræver meget af planlægning og struktur, men også at du har et samarbejde med din målmandstræner: ‘Det er det her, vi har brug for i kampe, så vi skal træne i den specifikke del.«
I den kommende sæson er det værd at holde øje med, i hvor høj grad keeperen med ‘gode fødder’ er en konkurrencemæssig fordel, og om keeperen bliver integreret i spillet – eller stadig kan ses som den glemte markspiller.
Lyt til podcasten her: https://gamechanger.nu/podcast/er-keeperen-en-glemt-markspiller-saadan-traener-og-bruger-du-de-gode-foedder