Fodbold i detaljen med FC Nordsjælland: Træn de individuelle kvaliteter, spil kollektivt – og kom fra bunden til toppen
10.11.2022 14:15
I sæsonen 2021/2022 endte FC Nordsjælland (FCN) på en tiende plads i 3F Superliga-grundspillet, og cheftræner, Flemming Pedersen, udtalte endda i efteråret 2021, at holdet ikke havde niveauet til at spille i ligaen.
Flemming Pedersen og assistenttræner, Johannes Hoff Thorup, tager dig i en nye GameChanger-episode med bagom nogle af de beslutninger og taktiske tiltag, som har forvandlet en plads i nedrykningsspillet til en nuværende førsteplads.
Med udgangspunkt i 3F Superliga Performance Rapport 2021/2022 fortæller Flemming Pedersen og Johannes Hoff Thorup, hvordan du kan se tendenser fra rapporten i FCN’s måde at spille fodbold på. Det gælder ‘det korte målspark’, ‘udskiftninger’, ‘taktisk fleksibilitet’ og ‘playmakerens rolle’.
Men først kan du høre, hvilke ord der definerer FCN spillestil, hvor Flemming Pedersen fremhæver ’proaktivitet’ og ‘initiativ’:
”Vi skal spille både med og uden bold, og så skal vi være med til at skabe ting. Og det er det, vi kalder proaktiv. Vi vil gerne løse fodboldproblemerne konstruktivt. Så er vi under pres, sparker vi ikke bare bolden ud af banen.”
Den måde at spille fodbold på skal spillerne samtidigt kunne for at være med på allerhøjeste niveau. Derfor arbejder FCN til hverdag struktureret med at udvikle proaktive spillere:
”Vi inddeler spillet i nogle faser og tager hul på dem i en orden, der enten hedder, at vi forbereder os til en kamp, som vi også deler op i faser: Vi kigger på vores defensive faser tre dage før kamp. De offensive to dage før kamp. Og så tager vi alle standardsituationer én dag før”, uddyber Johannes Hoff Thorup.
Er der ikke en kamp i sigte, tager holdet fat på elementer i spillestilen, som skal forbedres, og bryder elementerne ned i faser for at gøre dem så tydelige for spillerne som muligt.
Bedre i afslutningsøjeblikket og få tacklinger
Ud over at være kommet fra bunden til toppen i tabellen har FC Nordsjælland sat sig på førstepladsen, når det gælder sandsynligheden for at score på en afslutning (xG pr. shot).
Men en statistik, som FC Nordsjælland bevidst ikke vil toppe, er antallet af tacklinger. Tacklinger er nemlig forbundet med usikkerhed, og ”vi vil gerne undgå spillets tilfældigheder”, understreger Flemming Pedersen.
”Vi vil gerne uddanne spillere, som er dygtige til at læse spillet, så det havde undret mig med en statistik, hvor vi ligger højt på tacklinger”, forklarer Johannes Hoff Thorup og tilføjer, at det initiativrige og proaktive spil i stedet er forbundet med at bryde boldene.
Hemmeligheden bag at rykke fra bunden til toppen i 3F Superliga har for FC Nordsjælland været at blive bedre til at udføre spillestilen – ikke ændre den.
Det kan du høre mere om i podcastepisoden, som blandt andet kommer omkring:
- FCN’s egen definition af Deliberate Play og Deliberate Practice
- Hvordan det korte målspark bliver brugt taktisk til at undgå duelspil
- Optimering af afslutningssituationer og forbedring af afslutningsøjeblikket (xGoals pr. shot)
- Sammenhængen mellem de individuelle kvaliteter og det kollektive spil – med Andreas Hansen som eksempel
- To presformationer som grundlaget for den taktiske fleksibilitet, og hvordan du kan se automatik og instinkt på banen
- Udskiftninger i par, og hvordan det er et greb til at ændre mønstre i kampen
- Hvem er playmakeren? Og hvad er playmakerens rolle i fremtidens fodbold?
- Hvordan FCN uddanner deres spillere til at kunne være med på allerhøjeste (internationale) niveau i fremtiden.
I uddannelsen af dygtige fodboldspillere, som kan begå sig på internationalt niveau, er det grundlæggende, at de enkelte spillere er i stand til at sætte sig selv til side. Som Flemming Pedersen beskriver det:
“For at blive god individuelt skal du først og fremmest være en del af et kollektiv. Og det er kollektivet, som gør den enkelte spiller god.”
Lyt til episoden på GameChanger.nu og i din foretrukne podcastapp.