Datoplanen for sæsonen 2022-23 er klar
17.12.2021 12:24
Mens 2021-22 fodboldsæsonen er gået på vinterpause, så er datoplanen for næste sæson blevet klar. Kampen om det danske mesterskab indledes i weekenden omkring søndag den 17. juli 2022 – og turneringen for både 3F Superliga og NordicBet Liga afsluttes i den første weekend i juni 2023.
Fodbold-VM i Qatar, som afvikles i november og december i 2022, har sat sit præg på den kommende sæson. Således afvikles der ikke kampe i de to øverste rækker efter uge 45, mens 2. og 3. Division har valgt at spille en uge længere.
Efter en vinterpause på hele 13 uger tager de to bedste rækker hul på forårssæsonen i uge 7. Grundspillet afsluttes som vanligt op til landsholdsterminen sidst i marts, og så tages der hul på slutspillet og de afgørende kampe om mesterskab, medaljer samt op- og nedrykning i begyndelsen af april.
For 3F Superliga og NordicBet Liga slutter den ordinære sæson i weekenden den 3. og 4. juni mens Europa Playoff afslutter hele sæsonen fredag den 9. juni – mens 2. og 3. Division afslutter deres sæson lørdag den 17. juni.
Sydbank Pokalen indledes i begyndelsen af august 2022, og så spilles der fire runder inden vinterpausen. Kvartfinalerne spilles med første opgør i begyndelsen af marts med returopgør i påsken. Semifinalerne spilles to uger i træk – i uge 17 og 18, og så er der finale i Parken på Kristi Himmelfartsdag den 18. maj.