Efter en flot start på foråret har Victor Froholdt vundet Månedens Unge Spiller for februar. Han er stolt over at vinde prisen, og så giver han blandt andet grunden til succesen en mere central rolle på holdet.
3F Superliga vrimler med unge talentfulde spillere, og en af dem spiller i F.C. København. Victor Froholdt er Månedens Unge Spiller for februar måned efter et par flotte præstationer, og den 19-årige midtbanespiller er glad for at modtage prisen.
- Det er dejligt at få noget anerkendelse og at få priser. Men det er svært at få individuelle priser uden et godt hold. Vi har præsteret godt her i starten (af året red.), så jeg er glad for selv at kunne modtage Månedens Unge Spiller.
Selvom Victor Froholdt sætter stor pris på at være Månedens Unge Spiller, så er der et overskyggende mål for midtbanespilleren, der kun lige er blevet 19 år.
- Sammen med mit hold skal jeg forsøge at vinde en masse kampe, fordi vi vil og skal vinde det danske mesterskab. Det skal jeg selvfølgelig bidrage til og gøre et godt stykke arbejde.
Victor Froholdt har været rigtigt god efter vinterpausen, og det skyldes ifølge ham selv en kombination af træning og en ny position på banen.
- Jeg er kommet ind lidt mere centralt på banen, og jeg føler mig lidt mere tilrette i forhold til de kvaliteter, jeg har i mit spil. Derudover har jeg skulle lægge på i mit spil – primært på bolden imellem kæderne. Jeg har arbejdet fokuseret på det, og det er dejligt at se, at der kommer payoff på det.
Victor Froholdt har dannet makkerpar med Thomas Delaney på F.C. Københavns midtbane, og det er noget, der har gavnet den unge spiller.
- Han er en topspiller, der har en masse erfaring og har spillet på et internationalt topniveau i mange år, og han bringer både lederskab og en masse ro til holdet og til mig. Det betyder, at der er ro til, at jeg kan folde mig ud og jeg ved, at der er styr på tingene ved siden af mig.