9 dage til 3F Superliga
06.07.2022 12:24
Sæsonpremieren i 3F Superliga nærmer sig med hastige skridt, og der er nu blot 9 dage til 2022-23 sæsonen sparkes i gang. Vi sætter fokus på ét hold ad gangen og tager i dag et nærmere kig på sidste sæsons nr. 9 - FC Nordsjælland.
FC NORDSJÆLLAND
Efter fem sæsoner i træk i Top 6 lykkedes det ikke FC Nordsjælland at kvalificere sig til Mesterskabsspillet i 2021-22 sæsonen. Flemming Pedersens unge tropper havde det svært både offensivt og defensivt og kun nedrykkerne SønderjyskE og Vejle havde scoret færre mål og indkasseret flere end FC Nordsjælland efter sæsonens første 22 spillerunder. Salgene af målmand Peter Vindahl og den offensive komet Kamaldeen Sulemana kunne mærkes og kostede billetten til Top 6.
Til -og afgange
Tilgange: Andreas Hansen (AaB) og Mads Bidstrup (Brentford FC) .
Afgange: Dudu (Werder Bremen), Maxwell Woledzi (Vitoria SC), Magnus Kofod Andersen (Venezia), Tochi Chukwuani (Hellas Verona), Simon Adingra (Brighton and Hove Albion), Emeka Nnamani (-), Andreas Bredahl (Vejle Boldklub) og Joachim Rothmann (HB Køge).
På hjemmebane
Med 22 point og en målscore på 21-21 var FC Nordsjælland syvendebedste hjemmehold i 2021-22 sæsonen.