Claus Fisker/Ritzau Scanpix

11 dage til 3F Superliga

05.02.2024 07:00

Vinterpausen er ved at være slut, og det er endelig ved at være tid til 3F Superliga. Vi skal finde de klubber, der skal spille om medaljer i Mesterskabsspillet og se, hvem der kommer til at kæmpe om at undgå nedrykning i Kvalifikationsspillet. Vinterens transfervindue er nu lukket, og vi ser nærmere på de 12 klubber, inden bolden ruller igen 16. februar.

 

Vejle Boldklub

Placering: 11

Træner: Ivan Prelec

Stadion: Vejle Stadion
Kapacitet: 10.512


Sæsonen indtil nu
I sommer vendte Vejle Boldklub tilbage til 3F Superliga, og starten var hård for oprykkerne. Det blev til nederlag i sæsonens seks første kampe, inden forbandelsen blev brudt med en sejr på 2-0 ude over OB. Derefter fik vejlenserne bedre styr på spillet, og indkasserede blot tre nederlag i de resterende 11 kampe. Vejle Boldklub lå sidst i tabellen i fire spillerunder, men har fået skabt luft ned til Hvidovre IF på 12. pladsen. Blikket er derfor nu skarpt rettet opad i tabellen, hvor Randers FC, OB og Viborg FF ligger placeret på den rigtige side af nedrykningsstregen.

Foråret:

Der må være et altoverskyggende mål for Vejle Boldklub i foråret: At undgå nedrykning. Der er blot to point op til Randers FC og et enkelt mere til OB, så der skal ikke meget til, før Vejle Boldklub kravler op over nedrykningsstregen. De rødblusede fra Nørreskoven har dog ikke det letteste program i resten af grundspillet, hvor fire af de fem kampe er mod klubber, der ligger i top 6. Der venter blandt andet et par svære udekampe mod Brøndby IF og FC Midtjylland. Vejle Boldklub skal kæmpe for at hænge på, inden Kvalifikationsspillet, hvor modstanden bliver mere overkommelig.

Vinterens transfervindue:

Tilgange:
Oliver Amby (midtbane) fra Fremad Amager (leje retur)
Anders K. Jacobsen (angreb)  fra AC Horsens (leje)
David Colina (forsvar) fra FC Augsburg (leje)
Victor Lind (angreb) fra FC Midtjylland
Tyrese Francois (midtbane) fra Fulham (leje)

 

Afgange:
Gilli Rólantsson (forsvar) Kontakt ophævet
Adama Fofana (forsvar) Kontaktudløb
Jasin Assehnoun (midtbane)  til Volos F.C (leje)
Kevin Custovic (midtbane) Kontakt ophævet
Tobias Haahr Jakobsen (målmand) til Aarhus Fremad (leje)
Lundrim Hetemi (midtbane) til FC Fredericia (leje)
Vladimir Arsic (forsvar) til FK Tjernomorets
Christian Gammelgaard (midtbane) til FC Fredericia (leje)

Bo Amstrup/Boamstrup/Ritzau Scanpix

Profil:

En af Vejle Boldklubs største profiler finder vi i målet. Nathan Trott er lejet i Premier League-klubben West Ham og han har vist sit høje niveau igennem hele efteråret. Målmanden har været afgørende for klubben, og tallene taler for sig selv. Nathan Trorr er den keeper, der har reddet klar flest mål, hvis vi ser på expected goals imod i forhold til det antal scoringer, der er gået ind. xG imod er på 29,7 og modstanderne har scoret 21 gange.

Sæsonen i tal:

41,4 procent af tiden har Vejle Boldklub haft bolden. Det betyder, at klubben har haft bolden mindst af alle i 3F Superliga.

3,4 er German Onugkhas xG on target højere end hans xG, og dermed er han den spiller, der løfter sine afslutninger mest af alle i ligaen.

21 mål er der gået ind mod Vejle Boldklub, og det vidner om en god defensiv og målmand. Det er det færreste antal mål af de klubber, der ligger til at skulle med i Kvalifikationsspillet.

8 gennembrudsafleveringer har Saeid Ezatolahi lavet. Sammen med Brøndby IF’s Nicolai Vallys er det flest af alle i ligaen.

6. pladsen har Vejle Boldklub, hvis vi blot ser på de fem seneste kampe, og det eneste nederlag i den periode kom ude til FC Nordsjælland.