Morten Kjær/Gonzales Photo/Ritzau Scanpix

4 dage til 3F Superliga

12.02.2024 07:00

Vinterpausen er ved at være slut, og det er endelig ved at være tid til 3F Superliga. Vi skal finde de klubber, der skal spille om medaljer i Mesterskabsspillet og se, hvem der kommer til at kæmpe om at undgå nedrykning i Kvalifikationsspillet. Vinterens transfervindue er nu lukket, og vi ser nærmere på de 12 klubber, inden bolden ruller igen 16. februar.

 

AGF

 

Placering: 4

Træner: Uwe Rösler

Stadion: Ceres Park  
Kapacitet: 19.433


Sæsonen indtil nu
I sidste sæsons sidste spillerunde sikrede AGF sig bronzemedaljer efter et vildt comeback på hjemmebane mod Brøndby IF. Det lignede på forhånd en svær opgave at gentage kunststykket fra sidste sæson, men århusianerne har bevist, at de også i år hører til i den sjove ende af tabellen. Den sidste del af efteråret var rigtigt god for Uwe Röslers mandskab, og AGF sluttede efterårssæsonen af med syv kampe uden nederlag, og hentede undervejs flere vigtige sejre. I 15. spillerunde vandt AGF over Viborg FF og slog et afgørende hul ned til syvendepladsen. En afgørende sejr og et stort skridt mod en plads en Mesterskabsspillet. I 17. og sidste spillerunde i efteråret tog ’De Hviie’ en stor skalp, da de besejrede de forsvarende danske mestre F.C. København i Parken. En perfekt afslutning på efteråret, og spillerne kunne gå til vinterpause med masser af selvtillid. 

 

 

 

Foråret

AGF er snublende tæt på at have sikret en plads i Top-6. Århusianerne ligger fint til i kampen om de europæiske pladser. Selvom der er fem point op til F.C. København på tredjepladsen skal AGF stile endnu højere i foråret. I slutspillet venter 10 sekspointskampe mod de øvrige tophold, så man avancerer hurtigt i tabellen, hvis man kan sætte en god stime sammen. Skal drømmen om medaljer og et europæisk eventyr blive en realitet, skal holdets topscorer Patrick Mortensen fortsætte med at vise skarphed foran mål. Forsvarsgeneralerne Frederik Tingager og Tobias Mølgaard har netop forlænget deres kontrakter med AGF, og den stærke forsvarsduo skal fortsætte med at levere præstationer fra øverste hylde, hvis klubbens tilhængere for andet år i træk skal fejre medaljer i Smilets By. Der er derfor alt at spille for, når AGF om en uge løber på banen og sparker foråret i gang på Vejle Stadion.

 

 

Vinterens transfervindue:

Tilgange:
Tobias Bach (angreb) fra FC Fredericia
Jonas Jensen-Abbew (forsvar) fra FC Nordsjælland

Afgange:
Zachary Duncan (midtbane) til Memphis 901

 

 

Balazs Popal/Gonzales Photo/Ritzau Scanpix

 

 

Profil: 

Når AGF har succes de seneste år, så har Patrick Mortensen ofte et afgørende hoved og fod med i spillet. Angriberen har scoret en tredjedel af århusianernes mål i denne sæson, og det er slet ikke unormalt, at Patrick Mortensen er manden bag så stor en andel af klubbens scoringer. Den store stabilitet har sikret ham en andenplads på 3F Superliga topscorerlisten i tre af de seneste fire sæsoner. I denne sæson er AGF anføreren gået forbi Thomas Thorninger og Peter Graulund på AGF’s interne Superliga all-time topscorerliste og er nu nr. to med 12 mål op til Morten ”Duncan” Rasmussen. Mon ikke Mortensen også når at gå forbi AGF-legenden og skriver sig ind i historiebøgerne, inden støvlerne sættes på hylden.

 

 

Sæsonen i tal:

8 gange har AGF scoret på hovedstød i efteråret, og det er flest af alle hold i 3F Superliga. Det er hele tre flere end Brøndby IF og FC Nordsjælland, der er de to klubber der har scoret næstflest.

7 spillere har scoret for AGF i sæsonen indtil nu. Det er kun Hvidovre IF, der har færre forskellige spillere på måltavlen med fire.

381 Superliga kampe er Jesper Hansen noteret for. Dermed er han aktuelt nr. fem på listen over de spillere med i flest kampe i Superligaens historie og målmanden har en chance for at gå forbi både Jakob Poulsen (390) og Per Nielsen (394) i foråret.

22 store chancer har AGF skabt i efteråret. Det er næstfærrest af alle klubber i ligaen. 

60 luftdueller har Frederik Tingager vundet. Den hovedstødsstærke forsvarsspiller er toer på den liste, der toppes af FC Midtjyllands sydkoreanske landsholdsangriber Gue-Sung Cho (67).