Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

6 dage til 3F Superliga

10.02.2024 07:00

Vinterpausen er ved at være slut, og det er endelig ved at være tid til 3F Superliga. Vi skal finde de klubber, der skal spille om medaljer i Mesterskabsspillet og se, hvem der kommer til at kæmpe om at undgå nedrykning i Kvalifikationsspillet. Vinterens transfervindue er nu lukket, og vi ser nærmere på de 12 klubber, inden bolden ruller igen 16. februar.

 

Silkeborg IF

 

Placering: 6

Træner: Kent Nielsen

Stadion: JYSK Park  
Kapacitet: 10.000


Sæsonen indtil nu
Silkeborg IF lagde ud med to nederlag på stribe mod Brøndby IF og FC Midtjylland, men derefter fandt Kent Nielsens mandskab virkelig formen med seks sejre og en uafgjort i de syv efterfølgende kampe. Brandvarme Alexander Lind førte an, da Silkeborg IF blandt andet vandt over FC Nordsjælland og i Parken mod F.C. København. Klubben fra Søhøjlandet var oppe på andenpladsen i tabellen, men mod slutningen af efteråret gik luften lidt af ballonen. Det blev til fem kampe uden sejr - heraf tre nederlag - inden vinterpausen. Kent Nielsen og Silkeborg IF er et godt match, og endnu en gang har cheftræneren opnået flotte resultater med sit pasningsstærke mandskab.

Foråret

Silkeborg IF har på papiret bestemt ikke det nemmeste kampprogram i den resterende del af Grundspillet, hvor de skal møde stærke modstandere som F.C. København, FC Nordsjælland, AGF og Brøndby IF. Det handler derfor først og fremmest om at sikre en plads i Mesterskabsspillet, hvorefter de kan begynde at kigge op i tabellen og jagte medaljer og Europa Playoff. 3F Superliga topscorer Alexander Lind scorede ikke i sine fire sidste kampe i efteråret, men kan han genfinde topformen i foråret kan både ham og Silkeborg IF blive et farligt bekendtskab for de andre klubber i Slutspillet.

Vinterens transfervindue:

Tilgange:
Jens Martin Gammelby (forsvar) fra HamKam
Oscar Fuglsang (forsvar) fra Nykøbing FC (leje retur)
Frederik Rieper (forsvar) fra Aarhus Fremad
Mads Larsen (midtbane) fra Esbjerg fB
Pontus Rödin (forsvar) fra IK Brage

Afgange:
Tobias Salquist (forsvar) til Chicago Fire
Søren Tengstedt (angreb) til Go Ahead Eagles
Anders Dahl (midtbane) til FC Fredericia (leje)
Magnus Bøttker (angreb) kontakt ophævet
Andreas Pyndt (midtbane) til IFK Göteborg (leje)

Morten Kjær/Gonzales Photo/Ritzau Scanpix

Profil: 

Man kan ikke snakke om Silkeborg IF’s sæson uden at nævne Alexander Lind. Den unge angriber fik sit store gennembrud i efteråret og var på alles læber. Alexander Lind scorede i hele syv kampe i træk i efteråret og han topper topscorerlisten med 10 mål – med samme måltotal som Nicolai Vallys. Det flotte efterår har desuden fortjent kastet en debut på U21-landsholdet af sig. Alexander Lind er fysisk stærk og har vist en meget veludviklet målnæse. Silkeborg-angriberen ligner et rigtigt godt bud på en 3F Superliga topscorer, og hans udvikling bliver enormt interessant at følge i foråret.

Sæsonen i tal:

157 frispark har Silkeborg IF begået i efteråret. Det er færrest af alle 12 klubber.

743 lange afleveringer har Silkeborg IF noteret sig, hvilket med afstand er færrest af alle. Viborg FF har lavet næstfærrest men hele 90 flere end silkeborgenserne.

12 mål har Alexander Lind været direkte involveret i (10 mål og 2 assists). Det er bedst af alle i 3F Superliga sammen med Nicolai Vallys.

1 nuværende 3F Superliga-spiller spiller har score hattrick i denne sæson, og det er Stefan Thordarson fra Silkeborg IF. Ernest Nuamah gjorde det også i starten af sæsonen, inden FC Nordsjælland solgte ham.

1.505 afleveringer har Mark Brink lavet i sæsonens 17 kampe. Det er flest af alle spillere i ligaen.