Kent Rasmussen/Gonzales Photo/Ritzau Scanpix

9 dage til 3F Superliga

07.02.2024 07:00

Vinterpausen er ved at være slut, og det er endelig ved at være tid til 3F Superliga. Vi skal finde de klubber, der skal spille om medaljer i Mesterskabsspillet og se, hvem der kommer til at kæmpe om at undgå nedrykning i Kvalifikationsspillet. Vinterens transfervindue er nu lukket, og vi ser nærmere på de 12 klubber, inden bolden ruller igen 16. februar.

 

OB

Placering: 9

Træner: Søren Krogh

Stadion: Nature Energy Park
Kapacitet: 15.790


Sæsonen indtil nu
Sæsonstarten var fin for OB med 2-2 mod Randers FC og en sejr på Brøndby Stadion, men derfra var efteråret alt andet end godt. Klubben kom ind i en skidt periode med syv nederlag i ti kampe, og særligt hjemme på Nature Energy Park har fynboerne haft det svært. OB er uden sejr i Odense, og det er blot blevet til tre point på eget græs. Det er en helt anden historie på udebane, hvor OB har hentet hele 14 point og er femtebedst i ligaen. Alt i alt har det dog været et skuffende efterår, og drømmen om Mesterskabsspil ser ud til at være forduftet. De manglende resultater kostede cheftræner Andreas Alm jobbet, der nu er overtaget af hans tidligere assistent Søren Krogh.

Foråret

OB skal først og fremmest have nedrykningsspøgelset væk, og så skal foråret bruges på at finde et fundament, der virker og kan bygges videre på frem mod den kommende sæson. Klubben vil gerne være en fast del af Top-6, og det skal Søren Krogh begynde at arbejde hen mod. OB har et papiret vanskeligt slutprogram i Grundspillet, der både byder på en hjemmekamp mod Brøndby IF og udebaneture til Aarhus og København, så man kan ikke afvise, at OB bliver et af de hold skal kæmpe for overlevelse i april og maj.

Vinterens transfervindue:

Tilgange:
Mads Lyng (assistenttræner) fra AC Horsens
Max Fenger (angreb) fra Mjällby AIF (leje retur)
Luca Kjerrumgaard (angreb) fra Stabæk IF (leje retur)
Agon Mucolli (midtbane) fra Varbergs BoIS (leje retur)
Yaya Bojang (forsvar/midtbane) fra Real de Banjul
Viljar Myhra (målmand fra Strømsgodset
James Gomez (forsvar) fra Sparta Prag 

Afgange:
Tyler Burey (angreb) til Oxford United (leje)
Alen Mustafic (midtbane) til Slask Wroclaw (leje)
Sauli Väisänen (forsvar) til Ascoli Calcio 1898 FC (leje)
Mohamed Buya Turay (angreb) til Birmingham Legion FC

Nicolai Berthelsen/Gonzalesphoto/Ritzau Scanpix

Profil: 

Tobias Slotsager er netop fyldt 18 år, men han har allerede vist, hvor stort et talent han er. Den unge fynbo er fast mand i OB’s centrale forsvar, hvor han både har vist god taktisk forståelse og lederevner. Tobias Slotsager var blandt de 100 nominerede til Golden Boy-prisen, der kårer den bedste spiller under 21 år i verden, og det bliver både interessant at følge med i forsvarsspillerens i foråret.

Sæsonen i tal:

0 røde kort har OB fået i sæsonen. Dermed er fynboerne en af kun to klubber, der kan prale med det. Den anden er FC Nordsjælland.

636 dueller langs jorden har OB vundet, og det er næstflest af alle 12 klubber i 3F Superliga. FC Midtjylland har vundet tre mere og er nummer ét i den statistik. Derudover er Rami Al Hajj den spiller, der har vundet flest med 92.

7 mål har Don Deedson Louicius lavet for fynboerne, og han er den OB-spiller, der har scoret flest mål. Der er kun tre spillere, der har nettet flere gange i efteråret. Alexander Lind og Nicolai Vallys med 10 og Gue-Sung Cho med 8.

Med 17 år og 203 dage i kampen mod Randers FC i juli måned er Tobias Slotsger den næstyngste spiller, der har været i kamp i sæsonen. Kun overgået Oscar Schwartau fra Brøndby IF.

19 afslutninger med hovedet har OB haft i efteråret, og det er klart færrest af alle klubber. Silkeborg IF har næstfærrest med hele 13 flere end fynboerne.