Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Countdown: 3 dage til 3F Superliga
16.07.2024 09:02
Det er ved at være tid til 3F Superliga, og der er kun 3 dage til bolden ruller igen i landets bedste fodboldrække. Vi tæller ned til kickoff og ser nærmere på klubberne, der skal kæmpe om mesterskabet og europæiske pladser. Vi er kommet til F.C. København, der måtte nøjes med en tredjeplads efter en sæson, der både bød på europæisk succes og hvor målsætningen ikke blev indfriet herhjemme.
Stadion: Parken
Kapacitet: 38.065
En sæson med op- og nedture
Det er svært at sætte én overskrift på sidste sæson for F.C. København. Klubben spillede flot i Champions League, hvor de gik videre fra en svær gruppe og røg ud i 1/8-finalen til mægtige Manchester City. Imens det spillede i Europa, så havde de forsvarende mestre svært ved at finde den helt rigtige melodi hjemme i 3F Superliga. Det startede ellers godt for F.C. København, der lagde ud med fem sejre i de første fem kampe. Det bragte mestrene op på førstepladsen, og bortset fra en enkelt tur på andenpladsen, så lå københavnerne etter i tabellen, indtil vi var halvvejs igennem sæsonen. Uafgjort i spilleuge 15 mod Brøndby IF og nederlag i de to efterfølgende kampe mod henholdsvis Viborg FF og AGF sendte F.C. København ned på tredjepladsen.
Starten på Mesterskabsspillet gik ikke, som F.C. København håbede på med nederlag til Brøndby IF og FC Nordsjælland efterfulgt ad uafgjort mod FC Midtjylland. Dermed var guldet pludselig langt væk. Men så var det som om, københavnerne satte slutspurten ind. Jacob Neestrups tropper vandt fire på stribe, og det sendte dem op på førstepladsen, og så var de guldfavoritter igen. Men afslutningen blev skidt med to nederlag, der betød, at Brøndby IF og FC Midtjylland strøg forbi. Til sidst spillede F.C. København uafgjort i en direkte duel om tredjepladsen med FC Nordsjælland. Bronzemedaljerne kom til København, der også vandt Europa Playoff over Randers FC. Mesterskabet glippede, men F.C. København får muligheden for at spille sig i Conference League.
Vi kender ikke F.C. Københavns endelige trup endnu, da der stadig er lang tid tilbage af transfervinduet, og der er interesse for flere af klubbens spillere og mon ikke der stadig mangler at komme lidt ind. Uanset hvad, så er der ingen tvivl om, hvad målsætningen er i hovedstadsklubben til den kommende sæson. F.C. Københavns sæson er godkendt, hvis mesterskabet kommer i hus.
Flotte tal trods tredjepladsen
Selvom det kun blev til en tredjeplads i tabellen for F.C. København, så viser statistikkerne, at de gjorde mange ting rigtigt. Klubben var bedst på mange parametre i den forgangne sæson. F.C. København scorede flest mål, de havde flest afslutninger, spillede sig frem til den højeste xG, de skabte klart flest chancer og havde ovenikøbet den laveste xG af alle i 3F Superliga.
Individuelt satte Elias Achouri sit stor præg på sæsonen. Algieren lavede klart flest assists af alle i ligaen i sin første sæson for klubben. Hele 14 gange havde han næstsidste fod på en scoring – hele fem flere end Daniel Svensson, der var nummer to i den statistik.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Nøglespillere
Kevin Diks har været en af de vigtigste spillere de sidste par sæsoner for F.C. København. Hollænderen kom til klubben som venstre back fra AGF, og det var også her han startede i hovedstadsklubben. Men skadesproblemer til Nicolai Boilesen og David Khocholava betød, at Kevin Diks blev rykket ind til at hjælpe i midterforsvaret, og her har han gjort det rigtigt godt. I dag har Jacob Neestrup en alsidig defensiv spiller i Kevin Diks, der kan bruges på flere positioner i forsvaret. Kevin Diks er god i duellerne, han er pasningsstærk, han kan drive bolden frem og så bidrager han også offensivt, hvor han lavede fire mål. Der er ingen tvivl om, at klubben også får brug for hans kvaliteter i den kommende sæson.
F.C. København leder efter 9’er, der kan kæmpe med om at blive topscorer, og de kan meget vel allerede have ham i egne rækker. Orri Oskarsson er kun 19 år, men han har allerede være i klubben i fire år med masser af succes i ungdomsrækkerne. Med de mange skader til Andreas Cornelius i sidste sæson skulle den unge islænding tage et stort ansvar på sine skuldre. Angriberen har en masse kompetencer, som F.C. København kommer til at nyde godt af i den kommende sæson. Orri Oskarsson er en dygtig presspiller, han indgår godt i spillet og blev i ungdomsårene også brugt på midtbanen for at blive god med bolden og så er han god til at komme frem til chancer. Orri Oskarsson er også en dygtig afslutter – det så vi, da han spillede ungdomsfodbold, men sigtekornet svigtede lidt i sidste sæson. Når det bliver rettet ind, så har F.C. København en ung komplet angriber, og han kan meget vel stå overfor sit helt store gennembrud i 3F Superliga i den kommende sæson. Københavnerne skulle have afvist et bud på over 100 millioner kroner for det store talent, så de tror på, at han kan være med til at sikre endnu et dansk mesterskab. Vi skal alle holde godt øje med Orri Oskarsson i den nye sæson – specielt modstandernes forsvar.
Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Fun fact
Det var stolpe ud for F.C. København i sidste sæson. Klubben ramte træværket flest gange af alle i 3F Superliga i sidste sæson. Hele 14 gange tog en stolpe eller overligger imod en afslutning fra en af F.C. Københavns spillere. Det er tre flere end FC Midtjylland og fire flere end AGF. Hvem ved – hvis det havde været 14 gange stolpe ind i stedet for kunne medaljerne måske have fået en anden farve.
Sommerens transfervindue
TILGANGE
Navn | Position | Klub |
---|---|---|
Nathan Trott (25) | Målmand | West Ham |
Munashe Garananga (23) | Forsvar | K.V. Mechelen |
Paul Mukairu (24) | Midtbane | Reading FC (leje retur) |
Thomas Jørgensen (18) | Midtbane | Hvidovre IF (leje retur) |
Oliver Højer (17) | Midtbane | U19 |
Alexander Simmelhack (18) | Angreb | AC Milan (leje retur) |
Amin Chiakha (18) | Angreb | U19 |
AFGANGE
Navn | Position | Klub |
---|---|---|
Kamil Grabara (25) | Målmand | VfL Wolfsburg |
Andreas Dithmer (18) | Målmand | FC Utrecht |
Peter Ankersen (33) | Forsvar | FC Nordsjælland |
Scott McKenna (27) | Forsvar | Nottingham Forest (leje retur) |
Aksel Halsgaard (19) | Forsvar | AGF |
David Khocholava (31) | Forsvar | Karrierestop |
Ísak Bergmann Jóhannesson (21) | Midtbane | Fortuna Düsseldorf |
Mamoudou Karamoko (24) | Angreb | Újpest FC (leje) |
Maarten Straetemans/SIPA/Ritzau Scanpix
Kampprogram
F.C. København skal ikke møde et hold fra top 4 i sidste sæson i de fem første kampe, når bolden ruller i 3F Superliga igen. Københavnerne tager hul på sæsonen på mandag i Lyngby, og derefter kommer AGF på besøg i Parken. Derefter følger opgør mod Randers FC, Sønderjyske Fodbold og Viborg FF. Efter den opstart venter der tre opgør på stribe mod de andre forhåndsfavoritter fra FC Nordsjælland, Brøndby IF og FC Midtjylland. Der må derfor være fokus på at komme pointmæssigt godt fra start i den nye sæson.
Cheftræner
Jacob Neestrup
Spillertrup
Målmænd
Nathan Trott
Theo Sander
Rúna Alex Rúnarsson
Forsvar
Kevin Diks
Denis Vavro
Munashe Garananga
Christian Sørensen
Rodrigo Huescas
Elias Jelert
Nicolai Boilesen
Birger Meling
Midtbane
Viktor Claesson
Magnus Mattsson
Diogo Gonçalves
Mohamed Elyounoussi
Lukas Lerager
Paul Mukairu
Elias Achouri
Rasmus Falk
William Clem
Oliver Højer
Roony Bardghji
Angreb
Jordan Larsson
Andreas Cornelius
Khouma Babacar
Orri Óskarsson
Amin Chiakha