
Preview: F.C. København - AaB
22.09.2024 20:45
KARANTÆNER
F.C. København: Marcos Lopez
AaB: Ingen
STILLING I 3F SUPERLIGA
F.C. København og AaB mødes i en mandagskamp, hvor en sejr kan betyde en masse for begge klubber.
Alle hold, der ligger foran F.C. København smed point i spillerunde 9, og det betyder, at klubben kan komme et godt skridt nærmere toppen med en sejr. Tre point vil sende københavnerne op på 17 point og så vil FC Midtjylland være inden for rækkevidde på førstepladsen. Det vil være vigtigt for klubben, der kigger ind i et lettere kampprogram end det, der netop har været.
AaB ligger på en fornuftig 9. plads, og der var nok ikke mange, der på forhånd havde troet, at klubben kunne komme a' point med FC Nordsjælland efter ti spillerunder, men det kan ske med en sejr i Parken. Målsætningen om overlevelse betyder, at hvert point er vigtigt, og det bliver interessant at se, om AaB kan drille F.C. København.
HEAD TO HEAD
AaB har revanche til gode mod F.C. København. Hovedstadsklubben har vundet hele fem gange i træk mod nordjyderne og seks af de seneste syv gange, de har spillet mod hinanden. Vi skal fire år tilbage for at finde seneste sejr til AaB i landets bedste fodboldrække, hvor de vandt i Parken. Samlet set har F.C. København og AaB mødt hinanden 95 gange i 3F Superliga, og 51 gange har københavnerne vundet, og 20 gange har aalborgenserne trukket det længste strå.
FORM
F.C. København er inde i en svær tid pointmæssigt med blot en enkelt sejr i deres fire seneste kampe. I perioden har modstanderne blandt andet været FC Nordsjælland, Brøndby IF og FC Midtjylland. Kampprogrammet bliver noget lettere nu for københavnerne, så det er nu, formen skal forbedres for at følge med toppen af ligaen.
AaB kan være tilfredse med at have lidt luft ned til en nedrykningsplads i tabellen, men klubben har tabt fire af de seneste seks kampe og kun scoret mål i de to opgør, der er blevet vundet. Der er ingen tvivl om, at der venter en svær udekamp i Parken mandag aften, men hvis de kan levere overraskelsen og tage en sejr, så vil aalborgenserne have to sejre på strib, og så vil formen pludselig se anderledes god ud.
MÅL OG HØJDEPUNKTER FRA SIDSTE 10 INDBYRDES OPGØR
FUN FACT
AaB's Mathias Jørgensen er den spiller, der har scoret den største andel af sin klubs mål i 3F Superliga. Hele 43 procent af klubbens mål har offensivspilleren stået for. Med andre ord: Mathias Jørgensen er utrolig vigtig for AaB.
ONE TO WATCH
German Onugkha skal score for F.C. København i denne sæson, og hans første mål for klubben kan meget vel komme mod AaB mandag aften. Den fysisk stærke angriber er kommet til klubben som erstatning for Orri Oskarsson, og der skulle en offside til at forhindre ham i at score i sin første kamp for klubben ude mod FC Midtjylland. German Onugkha har vist sin målfarlighed for Vejle Boldklub, og det er blot et spørgsmål om tid, før han kommer på måltavlen for sin nye klub. Han er fysisk stærk, har fart og afslutter rigtigt godt. Ham her skal AaB-forsvaret holde godt øje med mandag aften.
HVEM TAGER SEJREN PARKEN?