Claus Birch/Ritzau Scanpix
Orri Oskarsson: Et islandsk stjerneskud med titeldrømme
20.08.2024 08:54
Orri Oskarsson vandt prisen som sæsonens første Månedens Unge Spiller i 3F Superliga, og den unge islænding har både en målsætning om at score 20 mål i denne sæson og at vinde trofæer i en af de store ligaer i fremtiden.
F.C. København viser tillid til unge Orri Oskarsson i denne sæson, og den 19-årige angriber har tænkt sig at vise, at det er en god ide.
- Jeg har en målsætning om at score 20 mål i 3F Superliga i denne sæson. Det håber jeg meget på at nå, og alt derover vil være et plus for mig.
Selvom islændingen kæmper om at blive topscorer i ligaen for F.C. København, så startede hans fodboldeventyr i Danmark i en helt anden 3F Superliga-klub.
- Min vej til F.C. København gik faktisk gennem FC Nordsjælland. Jeg var til prøvetræning hos FC Nordsjælland og spillede en turnering for dem. Her så F.C. København mig og, og så valgte jeg i sidste ende FCK. Når man kommer fra Island, så kender man F.C. København. Det er en stor klub, og den største i Norden, så da muligheden kom, sagde jeg ja til at spille for dem.
- Jeg skrev under på min første kontrakt md F.C. København, da jeg var 15 år og det har jeg absolut ikke fortrudt.
Der er sket meget, siden Orri Oskarsson kom til København for en håndfuld år siden, og han er inde i en god udvikling som fodboldspiller. Selvom angriberen stadig er teenager lidt endnu, så har han styr på, hvad han er god til som fodboldspiller.
- Mine styrker som fodboldspiller er mine afslutninger, min placering i feltet, min teknik og fart. Og så er det vigtigt for mig, at jeg hele tiden bliver bedre som spiller.
Orri Oskarsson var kun lige blevet teenager, da han prøvede lykken i Danmark, og det var hårdt at skulle flytte fra de trygge rammer hjemme i Island.
- Det var svært at flytte fra Island til København, da jeg var så ung. Heldigvis havde jeg min mor og søstre med mig, da jeg kom til Danmark. Min mor er nu tilbage i Island, men mine søstre er faktisk blevet boende og har et liv her, og det er jeg glad for.
Orri Oskarsson har det godt hos F.C. København, han har sult og vil vinde mere med klubben.
- Jeg vil vinde flere titler her og blive så god som mulig som spiller. Og så er det vigtigt for mig, at jeg vil være med til at gøre dem omkring mig bedre.