Jebali var nøglen i OB’s offensiv
06.01.2023 10:06
Issam Jebali har netop vinket farvel til OB til fordel for japanske Gamba Osaka. Den tunesiske VM-spiller bliver med garanti en savnet mand på Fyn, hvor han i efteråret var manden, der tegnede sig for klart mest offensivt for OB.
Fire mål var godt nok kun nok til at gøre ham til fynsk vicetopscorer, men kigger man på afslutningsflittigheden, var Jebali i en klasse for sig. 42 gange afsluttede Jebali på blot 1138 minutter på banen, og han var på tværs af ligaen den næstmest afsluttende spiller.
På andenpladsen i ligaen var Jebali også nå det kom til at skabe chancer. Hele 30 chancer skabte tuneseren for OB i efteråret, og herudover blev han noteret for tre assists.
Kigger man ned af fynboernes liste, var topscorer Bashkim Kadrii den næstmest afsluttende med 25 afslutninger, mens Gustav Grubbe var den der skabte næstflest chancer - 11 af slagsen blev det til.
En af de andre store oplevelser hos OB i efteråret var raketten Yankuba Minteh, der gang på gang viste, at han er blandt de allerhurtigste spillere i ligaen, og den force benytter han sig af. Pr. 90 minutter på banen sprinter Minteh 349,1 meter - det er mere end 50 meter længere end nummer to på listen i ligaen.
Du kan finde mange flere stats om OB’s efterår i 3F Superligas Performance Rapport.