
Philip Davali/3F
3F fortsætter som hovedsponsor for Superliga
03.03.2026 12:59
Fællesskabet mellem Danmarks største fagforening og Danmarks største sportsturnering fortsætter i minimum to år. Det betyder, at 3F Superliga i de to kommende sæsoner fortsat er det officielle navn for Danmarks bedste fodboldrække.
Partnerskabet mellem 3F og Superligaen A/S går helt tilbage til sæsonen 2019/20. Dengang var målet dels at give 3F’s medlemmer en række fordele, for eksempel billetter til kampene, dels at øge stemningen og få flere fans på lægterne. Det har været en stor succes, da tilskuertallene til 3F Superliga har været støt stigende de seneste år, og der er kommet mange 3F medlemmer gennem indgangen til de danske stadions, siden 3F blev hovedsponsor.
”Vi er meget glade for og stolte over vores samarbejde med 3F Superliga og klubberne. Fodbold er en arbejdersport, der bygger på fællesskab og sammenhold og troen på, at helheden er mere end summen af de enkelte dele. Værdier, vi som Danmarks stærkeste fagforening, står fuld og helt på mål for og har helt inde i vores DNA. Vores medlemmer får har fri adgang til alle kampe, hvilket rigtig mange benytter sig af, samtidig med at det styrker vores brand,” siger 3F’s formand Henning Overgaard.
Også hos Superligaen A/S glæder man sig over at kunne fortsætte samarbejdet.
”Vi er stolte over at kunne fortsætte det gode samarbejde med 3F. Danmarks største fagforening er en perfekt partner for Danmarks største sportsturnering, og vores samarbejde har fungeret utroligt godt de seneste seks år. Ligesom hos 3F står fællesskab og sammenhold højt på dagsordenen - og 3F Superliga er med til at samle Danmark og danskerne, uanset om det er på lægterne eller foran tv’et, og på tværs af alder, fag og indtægt” lyder det fra formand i Superligaen A/S Thomas Christensen.
For yderligere oplysninger kontakt direktør i Divisionsforeningen, Claus Thomsen (tlf. 2068 3055) eller 3F’s presseafdeling (tlf. 8892 8892).
For yderligere oplysninger kontakt Claus Thomsen, Direktør i Divisionsforeningen, 20683055