Tobias Jørgensen/Gonzales Photo/Ritzau Scanpix
Datoplanen for 2024/25 er klar
15.12.2023 13:01
Danmarks to bedste fodboldrækker indleder igen i 2024 fodboldsæsonen samtidig. Både 3F Superliga og NordicBet Liga sparker 2024/25 sæsonen i gang i uge 29 – omkring weekenden den 20. og 21 juli. Det er ugen efter, der spilles finale i EURO 2024.
Også helt ligesom i denne sæson spiller 3F Superliga i 2024/25 17 runder inden vinterpausen, mens de i den næstbedste række når 18 runder inden pausen. Derefter spilles kvartfinalerne i Oddset Pokalen de efterfølgende to weekender i december.
Mestrene, oprykkerne og nedrykkerne findes senest i uge 21, 2025, hvor sidste runde afvikles i både 3F Superliga og NordicBet Liga.
Finalen i Oddset Pokalen afvikles i 2025 efter den ordinære afslutning på turneringerne. Runde 32 afvikles omkring d. 24/25 maj, Pokalfinalen d. 29. maj, hvorefter der er Europa Playoff kamp søndag d. 1. juni.
Normalt vil der være to klubber, som kort efter 3F Superliga afslutningen skal spille Europa Playoff (hvis Danmark har fem UEFA-pladser, vil det være nr. 4 og 7). På grund af Pokalfinalens placering vil der kunne være op til fire klubber, som skal afvente resultatet af Pokalfinalen, før de ved hvem af dem, der skal spille Europa Playoff. Det kan også betyde et scenarie, hvor den samme klub først taber Pokalfinalen torsdag for derefter søndag at skulle spille Europa Playoff.
Reservedatoernes betydning
I datoplanen er der angivet nogle reservedatoer. Det er ikke datoer, som klubberne frit kan vælge, men kun nogle, der tages i brug, hvis enten danske hold kommer langt i UEFA´s turneringer, eller hvis turneringen rammes af force majeure.
2. og 3. Division tager hul på 2024/25 sæsonen den første weekend i august – og slutter midt i juni.