Superligaen A/S etablerer produktionsselskab med DMC Production

13.09.2023 06:00

Superligaen A/S og DMC Production er gået sammen om at etablere et produktionsselskab - Matchday Production - der fra sommeren 2024 skal producere alle tv-kampe fra 3F Superliga, NordicBet Liga, Oddset Pokalen samt 2. og 3. Division.

Når TV 2 og Viaplay tager hul på dækningen af dansk professionel klubfodbold i sommeren 2024 bliver det et nyetableret produktionsselskab, der skal stå for produktionen af samtlige kampe. Der bliver tale om mere end 800 live kampe, der skal produceres fra et nyetableret produktionscenter i København.

”Med etablering af et produktionsselskab tager klubberne nu ansvaret for at drive udviklingen af tv-produktet. Ved at pulje alle kampe fra de fire rækker i Herre-DM samt Oddset Pokalen, opnås en volumen, der betyder, at der på den lange bane kan investeres i teknologi og personale, så vi kan tilbyde rettighedskøberne, og dermed seerne, en tv-oplevelse fuldt på højde med det, vi ser internationalt. Tidligere medieaftaler har også givet mulighed for at hjemtage produktionen. Med de nye 6-årige medieaftaler på plads er timingen nu den rette. Det er en vigtig pointe, at rettighedshavere stadig får adgang til at sætte deres kreative præg på produktionerne,” lyder det fra direktør i Divisionsforeningen Claus Thomsen.  

Matchday Production introducer et nybrud i måden at producere livesport på, hvor alle kamerabilleder via højhastigheds fiberforbindelser bliver sendt fra stadion til et centralt produktionscenter, hvor det færdige tv-signal redigeres. Det gør, at der kun er behov for kamerapersonale på stadion, mens producer, teknikere, grafikere m.v. arbejder i produktionscenteret.

I dag produceres kampene med OB-vogne indeholdende al teknik til billed- og lydredigering, som køres ud til de enkelte stadions. Ved at samle produktionen ét sted kan teknik og ressourcer udnyttes mere effektivt, og personale, som før kørte landet rundt til de forskellige stadions, kan nu bruge tiden på at arbejde med tv-produktion. En yderligere gevinst ved at centralisere produktionen er, at den mindre transport giver et mindre CO2 aftryk. Produktionscentret skal også huse VAR, så VAR dommere og teknikere kan udøve deres job uden at skulle køre ud til de enkelte stadions. Ved at centralisere VAR operation styrkes miljøet omkring uddannelse og erfaringsopbygning.

”DMC Production er gået ind i samarbejdet med Superligaen A/S med den klare ambition at levere et højkvalitetsprodukt til danske fodboldfans. Vi har netop idriftsat et tilsvarende produktionscenter i Oslo, og vi bruger erfaringerne derfra i opbygningen af et innovativt teknologisk center i Danmark, der kommer til at give tv-stationerne nye kreative muligheder, når historierne i og omkring kampene skal fortælles. Kameraudstyr til optagelse på stadion bliver placeret på baser rundt omkring i landet, og vi forventer at indgå samarbejder med lokale partnere om at operere biler og udstyr. Vi glæder os i det hele taget til at skulle producere dansk topfodbold i samarbejde med branchens dygtige fotografer, lydfolk og øvrige produktionsmedarbejdere,” udtaler Paul Henriksen, der er CEO i DMC Production.

”Etableringen af Matchday Production sker på et tidspunkt, hvor interessen for 3F Superliga nærmest aldrig har været højere, og med dette skridt viser klubberne vilje til at drive udviklingen yderligere med en strategisk investering i tv-oplevelsen. Formålet er ikke at opnå mere kontrol med, hvad der vises fra stadion. Det har hele tiden været reguleret i aftalerne med rettighedshaverne, at der i selve kampproduktionen skal være fokus på det sportslige og f.eks. ikke vises baneløbere eller tilskuere, der har fået et ildebefindende. Hvad rettighedshaverne og den øvrige presse beretter fra stadion i tekst eller billeder er fortsat noget, de helt selv styrer. Nu har vi og klubberne bare taget et skridt op i værdikæden, så vi kan være med til at sikre, at kampene præsenteres på den bedst mulige måde. Og med DMC har vi fået en dygtig partner som deler vores vision om at udvikle kvaliteten af tv-produktet,” siger Claus Thomsen.

 

Fakta:

  • Matchday Production ejes af Superligaen A/S med 49% og DMC Production med 51%.
  • Stena Adaktum er hovedinvestor i DMC Production med enkelte nøglepersoner i selskabet som medejere.
  • Superligaen A/S ejes af de 12 klubber, der til enhver tid spiller i 3F Superliga – fordelt i 12 lige store dele.