
Michael Barrett Boesen/Ritzau Scanpix
Udebanefans til derbyer efter nytår
27.06.2025 04:29
Når 3F Superliga sparkes i gang i 2026, så er det forventningen, at de københavnske derbyer igen kan afvikles med udebanefans.
Kampe mellem F.C. København og Brøndby har – på tilskuerpladserne - været en lidt ensidig affære siden slutningen af oktober måned, hvor Divisionsforeningen lukkede ned for udebanefans til derbys i en periode. Siden har der været arbejdet med flere forskellige tiltag, der skal kunne sortere de - heldigvis få - personer fra, som laver uroligheder til kampe. De tiltag forventes at være klar i det nye år, så der i 2026 igen kan være fans fra begge hold til alle kampe i 3F Superliga.
”Vores holdning er, at der altid skal kunne være fans fra begge hold til samtlige fodboldkampe i Danmark. Vi er glade for, at myndighederne vil være med til at give os de redskaber, der kan indfri den ambition. Med de tiltag, der er på vej, og de lovgivningsmæssige muligheder, der forventes at være på plads fra 1. januar, så er det planen, at der i 2026 igen kan være tilskuere fra begge hold til alle kampe, medmindre forudsætningerne ændrer sig,” siger direktør i Divisionsforeningen Claus Thomsen.
Nogle af de tiltag, der er på vej, er blandt andet brugen af ansigtsgenkendelse, som Divisionsforeningen har søgt om tilladelse til hos Datatilsynet på vegne af alle klubber i 3F Superliga. Dernæst afventes der nogle lovgivningsmæssige ændringer fra Justitsministeriet – bl.a. hvor politiet får mulighed for at uddele straks-karantæne, samt at klubberne får lov til at dele videoovervågning med hinanden.
”Vi håber på en skærpet lovgivning med fokus på at slå ned på den lille gruppe af uromagere, som ødelægger det for de mange. Disse personer skal i det nationale register, og klubberne skal have optimale muligheder for deres egen registrering, så vi kan holde dem væk fra stadion,” lyder det fra Claus Thomsen.