Dejan Obretkovic/Gonzales Photo/Ritzau Scanpix
Rundens Hold i 10. spillerunde
01.10.2024 10:19
Rundens Hold i 10. spillerunde - sat op i en 4-4-2 formation
Både FC Nordsjælland og FC Midtjylland leverede et forrygende comeback i 10. spillerunde og tre profiler fra hver klub har fortjent fundet vej til start 11'eren på Rundens Hold. Også AaB anfører Mathias Jørgensen er selvskrevet på holdet efter sit hattrick i oprykkerbraget mod Sønderjyske Fodbold.
Hos FC Nordsjælland var midtbanegeneral Jeppe Tverskov med en sikker pasningsfod, vigtige erobringer og hele tre assists med til at vende 0-1 til en 4-1 sejr over Brøndby IF. FC Nordsjælland anførerens svenske holdkammerat Benjamin Nygren viste sig også frem fra sin bedste side og leverede kampens smukkeste detalje, da han på direkte frispark kanonerede bolden i kassen via opstanderen uden chance for Patrick Pentz i Brøndby buret. 19-årige Lucas Høgsberg leverede en stærk kamp og lykkedes med at holde brandvarme Mathias Kvistgaarden fra scoring. Stærke præstationer som sikrer alle tre en plads på Rundens Hold i 10. spillerunde.
FC Midtjylland vendte 0-1 til en 3-1 sejr over rivalerne fra Viborg FF. Aral Simsir leverede ren magi, da han med knivskarpe driblinger og en klinisk afslutning udlignede for midtjyderne før Franculino med mål og assist lukkede opgøret for de forsvarende danske mestre. På højre back leverede Kevin Mbabu endnu en stærk kamp og ligner en fast starter i FC Midtjylland forsvaret.