Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Fem brandvarme salgsobjekter fra 3F Superliga
08.01.2025 09:00
Hvem bliver det næste store salg fra 3F Superliga? Vi ser nærmere på fem af de stjerner, som har skinnet klarest i efteråret.
Mathias Kvistgaarden
Brøndby IF har et stort salgsobjekt i Mathias Kvistgaarden. Den 22-årige angriber blev sat i forbindelse med skotske Celtic FC sidste sommer, og han er ikke blevet mindre attraktiv for udenlandske klubber efter et flot efterår i 3F Superliga. Den dygtige angriber har scoret hele 10 mål og lavet 4 assists, og har været direkte involveret i næsten halvdelen af Brøndbys mål i de 17 første spillerunder. Mathias Kvistgaarden er både lynhurtig og eksplosiv, er en klinisk afslutter med både hoved og begge ben, og så er han en vigtig brik i Brøndbys presspil. Derudover har den tidligere Masterclass spiller en utrolig springkraft, der også gør ham til et farligt våben i luften. Kvaliteter som gør ham til en interessant spiller for udenlandske bejlere.
Thomas Jørgensen
Vejen til fast spilletid var ikke ligetil for Thomas Jørgensen i F.C. København, og derfor skiftede stortalentet hovedstadsklubben til Viborg FF. Thomas Jørgensen har imponeret på F.C. Københavns ungdomshold, i Hvidovre IF, som han var udlejet til i sidste sæson og nu senest i domkirkebyen. Thomas Jørgensen er boldsikker, har et glidende løb med bolden, har et veludviklet blik for sine medspillere og så kan han drible - for bare at nævne nogle af hans kompetencer. Thomas Jørgensen er hurtigt blevet fast inventar i Viborgs start 11'er, og hans betydning for holdet er tydelig, hvis vi ser på klubbens resultater og pointhøst, siden han fik sin debut for de viborgenserne 26. august. Siden da er Viborg FF det fjerde bedste mandskab i hele 3F Superliga, hvor kun Randers FC, F.C. København og FC Midtjylland har samlet flere point sammen. 19-årige Thomas Jørgensen har også fået debut for U21-landsholdet og er på kort tid blevet en 3F Superliga profil og en eftertragtet herre i vinterens transfervindue.
Simen Bolkan Nordli
Randers FC har været sæsonens store overraskelse indtil nu med Simen Bolkan Nordli som den helt store profil. Nordmanden har løftet sit spil til et helt nyt niveau i 2024-25 sæsonen, hvor han har fået slutprodukt på sine mange gode aktioner. Lige nu er Simon Bolkan Nordli topscorer i 3F Superliga med 11 mål og har krydret et forrygende efterår med seks assists. Flest målgivende afleveringer af alle spillere i ligaen. Den brandvarme nordmand har dermed været direkte involveret i hele 17 scoringer i 17 kampe. 50% af Randers FC's 34 sæsontræffere. Simen Bolkan Nordli har et godt højreben, som har lynet flere gange både i åbent spil og på dødbolde. Han kan spille samtlige offensive positioner og er dygtig til at arbejde i mellemrummene, hvor han kommer frem til gode afslutninger eller sætter sine medspillere i scene. Som topscorer i 3F Superliga må 25-årige Simen Bolkan Nordli være på blokken i flere klubber. Både danske og udenlandske.
Melker Widell
AaB's svenske midtbanespiller Melker Widell har været en af AaB's mest iøjnefaldende profiler i klubbens comeback sæson i landets bedste fodboldrække.. Den dynamiske midtbanespiller har blot noteret sig for én enkelt scoring i 16 kampe, men er en nøglespiller for nordjyderne. 22-årige Widell er den spiller i 3F Superliga, der har vundet flest dueller og er blandt de spillere, der har løbet flest meter i sæsonens første 17 spillerunder. Svenskeren er samtidig teknisk dygtig, boldsikker og har et godt drev med bolden. Melker Widell er en klassisk boks til boks-spiller, der arbejder benhårdt for samtlige 90 minutter. Midtbanespilleren har været i AaB i halvandet år efter sin ankomst fra Landskrona BoIs og må sammen med anfører Mathias Jørgensen være nordjydernes mest attraktive spillere i transfervinduet.
Franculino
FC Midtjylland har flere spændende unge spillere, der har potentialet til at tage springet til større ligaer udenlandske klubber senere i karrieren og en af dem er angrebsesset Franculino. Den unge spiller fra Guinea-Bissau blev hentet til heden fra Benficas U23-mandskab, og det tog ikke længe før den blot 20-årige målræv fik vist sit store talent frem i både den danske 3F Superliga og i de europæiske turneringer. Franculino er fysisk stærk og hurtig på de første meter, og så har han en unik evne for at placere sig rigtigt i feltet og kynisk omsætte sine chancer til scoring. FC Midtjylland har fået fingrene i en rigtig målræv -eller ulv kunne man sige, og han kan sagtens vise sig at blive en guldfugl for klubben. Han er en af den slags spillere, der kan indbringe mange penge ved et salg. Franculino er nok i den danske liga på lånt tid, så det er med at nyde ham, mens man kan.
Boblere over 25 år
Lirim Qamili - Siden skiftet til Sønderjyske Fodbold har Lirim Qamili taget endnu et skridt i sin udvikling og været en af de bærende offensive kræfter hos oprykkerne i efteråret. Selvom han missede de første tre kampe er han med syv sæsontræffere klubbens klare topscorer. Der kan komme bud på ham i vinterens transfervindue og kan han fortsætte sin opadgående formkurve i foråret bliver han svær at holde på til sommer.
Nicolai Vallys - Der var efter sigende interesse fra Bundesligaen for Nicolai Vallys i sommerens transfervindue, men det blev ikke til et salg af Brøndbys offensive es der fortjent blev kåret til Årets Spiller i 3F Superliga i 2023-24 sæsonen. Den kreative midtbanespiller med det fantastisk blik for spillet har ledt efter storformen fra sidste sæson, men vil stadig være en spiller som flere udenlandske klubber har i kikkerten.
Tonni Adamsen - Alle tre "boblere" har én ting til fælles. De har først fået deres store 3F Superliga gennembrud relativt sent i karrieren. Det er blot fire år siden, Tonni Adamsen skiftede BK Frem ud med FC Helsingør og nu - i en alder af 30 år - har han udviklet sig til at blive en af ligaens største profiler i efteråret. Ligger der et sent skifte til en udenlandsk klub? Uanset hvad bliver det spændende at følge Tonni Adamsens udvikling i de kommende år.