Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Freyr Alexandersson solgt til belgiske KV Kortrijk

08.01.2024 09:44

Lyngby Boldklub cheftræner Freyr Alexandersson der var manden bag 'The Great Escape' i 2022-23 sæsonen er fortid hos De Kongeblå. Efter 89 kampe i spidsen for Lyngby Boldklub har den belgiske klub KV Kortrijk købt Freyr Alexandersson fri af aftalen med klubben. 

Også assistenttræner Jonathan Hartmann stopper i Lyngby Boldklub. Hartmann i sine otte år i klubben haft flere roller på både førstehold og akademiet og tager sammen med Freyr Alexandersson turen til KV Kortrijk. 

Det blev til 2,5 års parløb mellem Lyngby Boldklub og Freyr Alexandersson. Et parløb der har budt på både oprykning til 3F Superliga, en mirakuløs redningsaktion i sidste sæson og et stærkt efterår i 2023-24. Lyngby Boldklub fodboldchef Nicas Kjeldsen udtaler:

"Vi havde gerne gjort sæsonen færdig og tilføjet endnu en milepæl, men vi har også været beviste om Freyrs personlige ambitioner og den store interesse fra andre klubber i at rekruttere ham. Så det er naturligt nok, at vi en dag skulle sige farvel, og selvom det er vemodigt, så er vi også stolte over at sende en dygtig Lyngby-træner videre til udlandet."

 

Freyr Alexandersson lægger heller ikke skjul på, at Lyngby Boldklub har betydet meget for ham:

"Jeg er sikker på, at det fundament, som vi har bygget sammen i Lyngby Boldklub er så stærkt, at klubben kommer til at gøre det fremragende fremover. Det er jeg ikke et sekund i tvivl om. Der er så mange dygtige og gode mennesker i Lyngby Boldklub med visionerne i orden, at de sammen med den fantastiske fanbase altid vil holde den kongeblå fane højt. Både fans, sponsorer og alle øvrige omkring klubben har været utrolige til at bakke op i gode såvel som mindre gode tider, og det vil jeg gerne opfordre alle til at fortsætte med"

 

Læs mere om skiftet på lyngby-boldklub.dk