Noah Siim

Veteraner hyldes i 3F Superliga

10.09.2024 07:16

Når bolden ruller i 8.- og 9. spillerunde i 3F Superliga, så sættes der fokus på de danske veteraner i samarbejde med DIF. Det handler om respekt for og anerkendelse af tidligere udsendte og deres pårørende, når Veteran Match afvikles i den bedste danske fodboldrække.

3F Superliga er sammen med NordicBet Liga, Herrehåndboldligaen og ishockeyens Metal Ligaen med til at danne rammerne for Veteran Match 2024. Her dedikerer klubberne en udvalgt hjemmekamp, hvor veteranerne er på dagsordenen. De tidligere udsendte og deres pårørende bliver inviteret på stadion, så de har mulighed for at støtte deres favorithold.

Til Veteran Match markerer klubberne tiltaget med særlig kampbold, flag, LED bander, spilletrøjer, bannere, taler over højtaleranlægget og stående klapsalver for de tidligere udsendte og deres pårørende.

 

Få fat i en særlig spillertrøje og støt et godt formål

Netop trøjerne spiller en særlig rolle i Veteran Match. Kamptrøjerne bliver sat til salg på MatchWornShirt.com. Overskuddet går ubeskåret til DIF Soldaterprojekts trygge træningsfællesskaber – kaldet Safe Zones – for veteraner med fysiske og psykiske mén.

 

I år er det femte gang, DIF med støtte fra Grundfos Fonden samarbejder med professionelle klubber, divisionsforeninger, kommuner og veteranaktører om at sende anerkendelse til tidligere udsendte fra sportens arena til Veteran Match. Heriblandt 3F Superliga. I denne omgang sætter Veteran Match fokus på pårørende til udsendte for Danmark.

- Der kan være lang vej hjem efter en udsendelse - særligt mentalt. Både for veteranen og for familien omkring. I DIF Soldaterprojekts 50 landsdækkende Safe Zones for skadede veteraner møder vi de tidligere udsendte hver uge. Derfor ved vi, at idræt har en stærk rehabiliterende karakter, og at anerkendelse får mennesker til at føle sig set Derfor er det også vigtigt, at netop den professionelle idræt anerkender de danske veteraner og deres pårørende, da rigtig mange danskere følger det tæt og kan støtte op om anerkendelsen på stadion og hjemme fra stuerne, siger Frans Hammer, næstformand i DIF og medlem af styregruppen bag Veteran Match.

 

Læs meget mere om Veteran Match

 

Veteran Match kampe i de to bedste fodboldrækker:

 

3F Superliga

 

  • AaB – Lyngby Boldklub fredag den 13. september kl. 19
  • FC Midtjylland – F.C. København lørdag den 14. september kl. 18
  • AGF – Silkeborg IF søndag den 15. september kl. 14
  • Vejle Boldklub – Viborg FF søndag den 15. september kl. 16
  • Brøndby IF – Sønderjyske Fodbold søndag den 15. september kl. 18
  • FC Nordsjælland – Randers FC mandag den 16. september kl. 19            
  • Viborg FF – FC Nordsjælland fredag den 20. september kl. 19
  • Randers FC – FC Midtjylland søndag den 22. september kl. 14
  • Sønderjyske Fodbold – Vejle Boldklub den 22. september kl. 14
  • Lyngby Boldklub – AGF søndag 22. september kl. 16
  • Silkeborg IF – Brøndby IF søndag den 22. september kl. 18
  • F.C. København – AaB mandag den 23. september kl. 19

NordicBet Liga

  • FC Roskilde – Hvidovre IF fredag den 13. september kl. 19
  • Vendsyssel FF – Hillerød Fodbold lørdag den 14. september kl. 14
  • AC Horsens – OB lørdag den 14. september kl. 17
  • Kolding IF – HB Køge lørdag den 14. september kl. 19
  • Esbjerg fB – B.93 søndag den 15. september kl. 14
  • FC Fredericia – Hobro IK mandag den 16. september kl. 18:30
  • Hobro IK – Kolding IF fredag den 20. september kl. 18:30
  • HB Køge – Vendsyssel FF fredag den 20. september kl. 19
  • B.93 – AC Horsens lørdag den 21. september kl. 13
  • OB – FC Roskilde søndag den 22. september kl. 15
  • Hvidovre IF – Esbjerg fB søndag den 22. september kl. 15
  • Hillerød Fodbold – FC Fredericia fredag den 23. september kl. 19