Minorreglerne og beskyttelse af unge spillere
17.01.2022 09:12
Træning og uddannelse af unge spillere er et vigtigt element i videreudviklingen og forbedringen af moderne fodbold. FIFA ønsker at sikre unge spillere et stabilt træningsmiljø, som skal hjælpe med at indfri deres potentiale og give rig mulighed for sportslig udfoldelse, samtidig med at man anerkender nødvendigheden af uddannelse, ungdom, familieliv.
På den anden side bliver markedet mere og mere kompetitivt, og jagten på unge talenter mere og mere intens. Klubberne henter endnu yngre spillere i jagten på det store talent, og det bliver lettere for unge spillere og deres familie at lade sig lokke af løfter om en lukrativ tilværelse som professionel tilværelse. Derfor er beskyttelsen af unge spilleres velfærd og sikkerhed af afgørende betydning og et af FIFA’s absolutte kerneområder, ligesom det er et fokusområde herhjemme.
FIFA’s minorregler blev etableret allerede i 2001 og introduceret i FIFA’s klubskifteregulativ, FIFA Regulations on the Status and Transfer of Players. Reglerne er blevet ændret og udviklet ad flere omgange i forsøget på at ramme den fine balance mellem beskyttelsen af spillere mod udnyttelse og pres i en tidlig alder og adgangen til fodboldtræning og uddannelse.
I henhold til minorreglerne er det ikke tilladt at skifte klub på tværs af nationalforbund, medmindre spilleren er myndig på tidspunktet for klubskiftet.
Der gælder dog fem undtagelser hertil, som lidt sort/hvid er:
- Hvis spillerens forældre er flyttet til landet af årsager, som ikke relaterer sig til spillerens fodbold, som er den nok mest almindelige undtagelse
- Hvis spilleren er mellem 16 og 18 år, og klubskiftet enten foregår inden for EU/EEA eller mellem to forbund inden for samme land, fx Wales og England
- Hvis spilleren er bosiddende mindre end 50 km fra landegrænsen, og klubben er beliggende mindre end 50 km fra samme grænse, således at den maksimale afstand mellem spillerens bopæl og klubben er 100 km – fx hvis han er bosiddende i et grænseområde
- Hvis spilleren er flygtet fra sit oprindelsesland af humanitære årsager med eller uden sine forældre og har opnået midlertidig opholdstilladelse i modtagerlandet
- Hvis spilleren er studerende og flytter uden sine forældre til et andet land mhp. i en begrænset periode at deltage i et akademisk udviklingsprogram.
I praksis foreligger også en undtagelse, hvor der er tale om spillerens førstegangsregistrering i en fodboldklub, og han har boet kontinuerligt i landet de sidste fem år inden registreringen.
Vi er i Danmark tilpligtet at efterleve minorreglerne. Desuden gælder yderligere regulering, som skal sikre beskyttelsen af unge spillere og deres velfærd. Det er fx ikke tilladt at indgå spillerkontrakter med spillere under 15 år eller at henvende sig til andre klubbers spillere under 14,5 år med henblik på eventuelt at indgå en spillerkontrakt. Forbuddet skyldes bl.a., at det i så tidlig en alder kan være vanskeligt at overskue konsekvenserne af en længere ansættelseskontrakt.
Et andet eksempel på beskyttelsen af mindreårige er at finde i agentreglerne, hvorefter en agent, som medvirker i en transaktion vedr. en mindreårig spiller – det være sig en spillerkontrakt eller en transferaftale – ikke må modtage honorar for sine ydelser.