Vinterens transfervindue er åbent frem til 31. januar
12.01.2022 21:11
I onsdags den 5. januar 2022 åbnede vinterens transfervindue, som lukker mandag den 31. januar ved midnat.
Hvordan transfervinduet ligger, fastsættes af de enkelte forbund i henhold til FIFA’s regler. Således følger ikke alle nationale transfervinduer hinanden. Fx åbnede Englands transfervindue allerede den 1. januar, og USA’s transfervindue åbner først den 10. februar. Det danske transfervindue følger dog i det store hele mange af de øvrige europæiske forbunds, fx Frankrig, Tyskland og Spanien. Afgørende er, at vinterens transfervindue ikke overstiger 4 uger, modsat sommerens store transfervindue, som må være åbent i op til 12 uger i henhold til FIFA’s og nationale regler.
I løbet af transfervinduet er det tilladt at hente nye spillere. Klubskifter må således kun finde sted inden for de to årlige transfervinduer, hvorfor det er vigtigt, at klubberne bruger perioderne fornuftigt til at sammensætte trupperne op til sæsonstart og forud for det afgørende slutspil. I udgangspunktet kan kun arbejdsløse professionelle spillere hentes, efter transfervinduet er smækket i, idet der dog gælder enkelte øvrige undtagelser.
Der er ikke noget til hinder for, at klubberne bliver enige om et eventuelt køb/salg af en spiller forud for transfervinduet, som det fx var tilfældet med Randers-spilleren Erik Marxen, hvis skifte til FC Nordsjælland kunne breakes umiddelbart inden jul. Selve skiftet, som bl.a. indebærer en overførsel af spillercertifikatet og retten til at spille officielle fodboldkampe, kan imidlertid først gennemføres inden for transfervinduet.
Transfervinduerne har naturligt nok været præget af CoVid-19 pandemien de sidste par år, og det bliver spændende at se, hvordan klubberne agerer i dette transfervindue. Allerede nu er der gennemført flere klubskifter, og det er ikke unormalt at se store skifter i vinterens transfervindue, som det fx var tilfældet sidste år, da Jonas Lössl skiftede Merseyside ud med Herning, og FCK lejede Lukas Lerager i Italien.